Post by Everlyn Sentillio Melai on Jun 1, 2008 13:58:43 GMT 1
Navn
Everlyn Sentillio Melai
Alder
24
Køn
Hun
Evne(r)
Everlyn nedstammer fra en af de personer, der blev eksperimenteret på med pantergener. Dette har medført for hende 5 evner:
1. Hun har en særlig gave til at kunne kommunikere med alle kattedyr og kalde på dem for hjælp – den hun bedst kommunikere med er den lille hvidcremefarvede kat med lysebrun halespids og snude og lysebrune poter og ører, Alia, som hjalp hende med at finde vej til skolen og har været hos hende lige siden (den kan ses på et af ZamiaLilliums billeder på karakterarket).
2. Hun er utroligt smidig og balance. Smidigheden gør, at hun kan komme igennem meget snævre passager – dog ikke steder som under en dør eller lignende, da det er en smule for snævert. Balancen gør, at hun kan gå på meget smalle objekter, selvom ikke altid kan holde balancen, og det hænder sommetider, at hun falder ned.
3. Hun er meget adræt, hvilket gør, at hun altid lander på fødderne og kan tåle at falde længere, end normale mennesker, og at hun er en god gymnast (dog ikke så god, som hvis hun øvede sig eller som en trænet gymnast).
4. Alle hendes sanser er skærpede i forhold til normalt menneske. Hun kan fornemme ting, som andre ikke kan, og hendes hørelse og nattesyn er meget bedre, end andre personers.
5. Som en kat, kan hun ’trække’ sine klør ind og ud. Det vil sige, at hendes negle kan blive en smule længere og blive meget spidse. Hun kan selv kontrollere, hvornår de trækker sig ind og – for det meste. Der er dog nogle gange, hvis hun bliver virkeligt vred, at det bare sker, uden at det egentligt var meningen.
Fortid
”Det går ikke,” sagde manden bestemt, men på samme tid en smule opgivende, ”det er svært nok at skulle dække over dig. Over alle de underlige ting, du kan. Vi kan simpelthen ikke klare endnu en af jeres slags,” den unge kvinde – der egentligt ikke var mere end en pige – sagde intet, men sad blot i sofaen med våde kinder og forgrædte øjne. Hun havde vidst, at de ville tage det på denne måde, men hun havde ikke vidst, hvad andet hun kunne gøre. De var trods alt hendes forældre.
Det var jo heller ikke som om, det havde været med vilje. Hun havde faktisk ikke vidst, hvad der var foregået, inden det havde været for sent – selv hvis hun havde, ville hun ikke kunne have stillet meget op, da han havde været ældre og meget større, end hun, og han havde haft andre med. Hun havde troet, at han kunne lide hende – hun kunne i hvert fald virkeligt godt lide ham – for han havde bedt hende om at mødes med ham. Hun var blevet utroligt glad og havde ikke tænkt nærmere over det. Da hun så kom til det sted, han havde bedt hende komme, så hun, at han var sammen med nogle af sine venner. Det havde været mørkt, og hun havde været naiv, og inden hun vidste af det, havde han mere eller mindre slynget hende ind i en gyde og gjort det, han egentligt havde haft planlagt hele tiden.
Først bagefter, havde hun tænkt over, hvor dumt det havde været af hende bare at stole på en, hun rent faktisk ikke kendte. Første bagefter, var det gået helt op for hende, hvad der var sket. Og først bagefter, havde hun græd og bebrejdet sig selv for den forfærdelige ting, der lige var hændt hende.
Til at begynde med, havde hun ikke fortalt nogen om det, men efter to uger, hvor hendes menstruation var udeblevet, havde hun ikke haft noget andet valg, end at gå til sine forældre og fortælle, hvad der var sket. Det var derfor, hun nu sad der med sin mor og far overfor sig – faderen havde rejst sig og var begyndt at gå rundt, mens moderen sad med bøjet hoved og hulkede sagte.
”Vi bliver nødt til at afskaffe det,” brød faderen den tavshed, der havde været der i noget tid nu, ”men uden at det skaber for meget omtale. I morgen tidlig tager vi dig til en læge, der ikke er vores egen, så ingen på nogen måde kan finde ud af, at vi er blevet nødt til at gøre det,” han stod med fronten til pejsen og et whiskyglas i hånden. Han drak altid et glas whisky, når han havde fået nogle dårlige nyheder – og denne gang var ingen undtagelse.
Pigen ønskede ikke at tage til en læge og få barnet fjernet. Hun havde altid været imod, at man dræbte ufødte børn, og havde derfor haft planer om at beholde det eller give det væk, om ikke andet. På trods af sin unge alder, var hun meget klog og målrette, eller stædig, som mange ville kalde det. Hun vidste, hvad hun ville, og hun gav sig ikke så let på det.
Hun så på sin mor for at få noget støtte, men moderen sad stadig bare med bøjet hoved, mens hendes skuldre dirrede. Der var ingen hjælp at hente her. Uden at sige noget, rejste pigen sig og gik op på sit værelse, men ikke med hensigt om at blive der. De intetanende forældre blev nedenunder for at tale om det, deres femtenårige datter lige havde fortalt dem.
En lille skygge løb igennem nattens mørke næsten uden at lave nogen form for lyd – ikke engang skridtene var særligt høje. Personen havde kurs mod togstationen, hvor den havde planer om at tage det første tog til Washington. De hastige skridt stoppede brat, idet fødderne faldt over en sten, de ikke havde bemærket. En stor firkantet ting fløj godt halvanden meter hen ad fliserne, idet personen slog hovedet mod den hårde, våde asfalt.
I en tid lå pigen helt stille. Bevidstløs. Havde det ikke været for en lille killing, der kom hen til hende, var hun nok ikke kommet op at stå igen. Det, der vækkede hende, var en lille, lidt ru tunge, der slikkede hende på kinden. Den spurgte hende, hvorfor hun lå ned i den kolde regn i stedet for inde i en tryg gyde, hvor der var bare en smule tag over hendes hoved. Det kom ikke som noget chok for pigen, at hun kunne forstå den lille kat, for hun havde kunnet forstå dem i et par år nu.
Hun svarede dog ikke på den spørgsmål, men rejste sig bare i stedet for. Hastigt, men en smule slingrende, løb hun over og samlede den bog, som hun havde tabt, op og gemte den væk igen under jakken, hvorefter hun fortsatte sit løb hen mod stationen med den lille kat i hælene. Den var nysgerrig og blev ved med at spørge hende, hvorfor hun løb så hurtigt i stedet for bare at søge ly for regnen.
Denne gang svarede hun den, for hun var godt svimmel og var ikke sikker på, om hun var på rette vej. Da hun sagde, at hun skulle til stationen og spurgte, om hun var på rette kurs, svarede katten, at det var hun. I stedet for at løbe tilbage, hvor den kom fra, blev den hos hende, indtil hun nåede stationen, men heller ikke der løb den væk fra hende. Hun var for udmattet til at forklare den, hvorfor den ikke skulle være sammen med hende, så den fulgte med hende, idet hun trådte ind i det underjordiske tog.
I samme nu, hun havde fundet en plads, sat sig til rette og lænet hovedet mod vinduet, var hun faldet i søvn af bar udmattelse. Hun var på vej til den skole, det fristed, hun havde hørt om. Et sted, hvor hun måske kunne finde sin plads, og hvor folk ikke syntes, hun var et misfoster bare fordi, hun kunne kommunikere med kattene og havde nogle af deres egenskaber – måske kunne hun oven i købet lære at bruge sine klør på den rigtige måde, i stedet for, at de altid bare kom ud, når hun var vred.
Igen var det katten, der sørgede for at vække hende, så hun ikke kom til at stå af det forkerte sted. Hun takkede den, i samme øjeblik, hun vågnede, hørtes det over højtaleren, at næste station ville være Washington. Hurtigt rejste hun sig og gik over til dørene, hvor folk allerede var begyndt at stige ud.
Det var tidligt morgen – solen kunne kun akkurat skimtes i horisonten – bemærkede hun, da hun trådte op i det svage morgenlys. Hun var ikke sikker på, hvilken vej, hun skulle gå, men igen kom katten hende til undsætning. Den spurgte gadekattene om vej, og til sidst fik det et nogenlunde ordentligt svar. Pigen var taknemmelig, for hun følte ikke, at hun kunne spørge nogle af sine egne om vej, for hun vidste, hvordan mange af dem så ’hendes slags’.
Da solen var stået op, stod hun endeligt foran den enorme bygning, der var skolen. Hun bankede på døren (kan ikke lige huske, hvordan det er, om der er en port, inden man kommer ind til skolen
– hvis der er, skal jeg nok lige lave dette om) og håbede inderligt, at nogen ville høre det. Først kom der intet svar, men da hun igen slog på døren, kom der endeligt nogen. Det var en mand, der ikke var så meget ældre end hun selv, der åbnede. Han så afventende på hende, efter at have spurgt, hvad hun ville. Først kunne hun ikke sige noget. Hun bare stod der, drivvåd, udmattet og stadig forgrædt i den tidlige sol. Der gik nogle minutter, og et ’nå?’, inden hun endeligt svarede med spæd stemme:
”Er dette skolen for anderledes unge?” hun brugte ordet ’anderledes’, for personligt havde hun aldrig brudt sig om udtrykket ’mutant’, hvilket var, hvad de feste kaldte de folk, der var anderledes på den måde, hun var anderledes. Den unge mand så en smule skeptisk på hende, som om han ikke helt vidste, om han skulle være ærlig eller ej.
”Hvem spørger?” spurgte han hende så. Det var bare for meget for den unge kvinde. De tårer, der ellers ikke havde vist sig siden aftenen forinden, vældede nu op i øjnene på hende. Hun var træt, beskidt og noget af blodet fra det sår, hun havde fået i toppen af panden, var størknet på hendes ansigt. Hun havde nogle hudafskrabninger og hendes læbe var flækket.
”Du bliver nødt til at hjælpe mig,” hendes stemme dirrede og ligeså hendes skuldrer, ”jeg har rejst langt, og har intet andet sted at tage hen,” hulkene begyndte nu også at komme, og hun kunne intet gøre for at stoppe dem, ”jeg ved virkeligt ikke, hvad andet jeg skal gøre. Jeg… jeg er gravid,” det sidste blev ikke sagt som mere end en hvisken. Hun havde ikke forklaret sig særligt godt, det vidste hun også godt selv, men hun var en smule ude af den, så hun kunne ikke rigtigt tænke klart.
Den sidste bemærkning fik drengen til at se chokeret på hende. Det havde han ikke lige regnet med, at en pige på hendes alder ville sige. Nu var det hans tur til ikke at vide, hvad han skulle sige. Pigen sagde dog ikke mere. Hvad mere var der at sige for hende? Til sidst smilede drengen medlidenhedsfyldt og trådte til side.
”Kom,” sagde han, ”så skal jeg vise dig til rektors kontor,” pigen kunne ikke tro sine egne ører, så lettet blev hun, ”men katten bliver ude, rektor er allergisk,” katten forstod godt, hvad der blev sagt og blev så udenfor. Som i en uvirkelig tilstand fulgte hun efter drengen, der ledte hende op ad nogle trapper og ned ad nogle gange, inden de kom til kontoret.
Hun kan ikke huske meget af, hvad der blev sagt på kontoret, men hun fik under alle omstændigheder lov til at blive på skolen. Drengen viste hende hen til et ledigt værelse, hvor hun kunne slå sig ned. Det gik først op for hende, at det var lykkedes, da døren var blevet smækket bag drengen og hun var alene på værelse. Hun kastede sig ned med hovedet i puden og græd af lettelse.
Nogle måneder senere, da hun var faldet til ro på skolen og havde vænnet sig til dagligdagen, skete der noget, der ikke hørte med til dagens rutine. Hendes vand gik. Hun var midt i en af de daglige timer, da det skete, så hele klassen gik mere eller mindre i panik. Der var dog en, drengen, der havde åbnet døren for hende, da hun var kommet til stedet, der bevarede overblikket. Han fik hende guidet hen til sygesalen, hvor en af sygeplejerskerne med det samme fik hende lagt ned i et lille rum for sig selv.
Efter godt 14 timer blev den lille pige, der senere blev døbt ZamiaLillium, født. Moderen var virkeligt udmattet og gennemblødt af sved, men hun kunne ikke lade være med at smile, da sygeplejersken rakte hende hendes barn. Efter hun var holdt op med at hyle, rakte hun ud og tog fat i moderens finger – det var dråben for den unge kvinde, der nu begyndte at græde af glæde.
Hun blev frataget fra alle timerne, da hun blev nødt til at blive på sygesalen de næste par dage for at lære, hvordan hun skulle amme den lille, og derefter havde hun jo intet overskud til at tage til timerne, da hun havde nok at se til med babyen. Drengen hjalp hende sommetider med at passe Zamia, og efter cirka et år udviklede det sig til et forhold mellem moderen og ham.
Et år senere, da han ikke længere kunne være på skolen, blev de dog enige om ikke at se hinanden mere – det ville også blive meget svært, for han havde en drøm om at rejse jorden rundt og opleve alle mulige spændende ting, mens hun var nødt til at blive på skolen, ikke kun for hendes skyld, men også for Zamias.
Det var en tårevædet afsked, hvor også den lille græd. Hun sad på armen af sin mor, da hun stadig var lille nok til det, men hun holdte fat i hans ærme. Han var blevet en slags rollemodel for hende. Han tog hende over til sig og lovede hende, at han nok skulle komme tilbage for at besøge hende en dag. Det fik hende til at slippe ham og lade sin mor tage hende på armen igen.
De store vidste godt, at det, han havde lovet, nok ikke ville blive overholdt. Han havde ikke planer om at vende tilbage – det var også en ting, de var blevet enige om, da det ville være for svært for den unge kvinde at skulle se ham igen, hvorefter han så bare ville forsvinde – men det beroligede den lille pige. Hun ville nok ikke kunne huske det alligevel, idet hun kun var omkring de to år på det tidspunkt.
Dagene gik og blev til uger, som blev til måneder, for så at blive til år. Da den unge kvinde fyldte 20, kunne hun ikke længere blive på skolen som elev, og bestemte sig så derfor – efter et næsten hysterisk anfald, hvor hun havde låst sig selv inde på sit værelse, indtil en af de elever, der kunne gå gennem ting, var kommet ind til hende og havde beroliget hende – for at blive lære indenfor sang, dans og musik. Hun valgte lige netop disse områder, fordi hun selv elskede at danse og spille musik, og fordi Zamias evne havde vist sig ikke så længe forinden i form af vejrkontrol gennem sang.
Sådan gik det til, at den lille fortabte pige, der en morgen for mange år siden bankede på døren til skolen, endeligt fandt sit sted i livet.
Medbragte ejendele
Det eneste, Everlyn sådan set medbragte, var sit fotoalbum, hvor alle hendes minder om bedre dage er i, og det tog, hun havde på, da hun stak af.
Familie
Den eneste familie, Everlyn stadig har kontakt med, er datteren Zamia. Efter hun blev smidt ud af sine forældre, afskar hun alle forbindelser til dem, og hun har heller ikke ladt Zamia forsøge at komme i kontakt med dem. Hun har faktisk aldrig fortalt sin datter om dem. Hun ser dog de fleste på skolen som en slags familie, da det var dem, der tog hende til sig, da ingen andre havde villet.
Forhold til mennesker
Engang holdte Everlyn af menneskerne, men nu, efter at være blevet udstød af sin egen familie, er hun ikke så glad for dem. Hun hader ikke alle mennesker, men hun ønsker ikke at omgives af dem – dette går også ud over hendes datter, da hun ikke må komme udenfor skolens trygge rammer.
Udseede
Everlyn er meget lav i forhold til, at hun er fuldtudviklet. Hun ved ikke selv, hvorfor det er sådan, men hun er kun 157 cm. høj – det kan måske have noget at gøre med kattegenet i hende at gøre, men intet vides med sikkerhed. Hendes hår er gyldent, men det bliver lidt mere hvidt, når hun er meget ude i solen, hvilket hun ofte er, og hun elsker at sætte det op i hestehaler med forskellige bånd og andre former for sjove hårting. Det er langt og går hende efterhånden til den nedre del af ryggen, altså hvis det er glat - det er oprindeligt krøllet, men hun har altid glattet det, så man ser kun hendes krøller, hvis man møder hende tidligt om morgenen, inden hun har nået at glatte det, eller hvis det er meget fugt i luften. Når det krøller, er det selvfølgelig en smule kortere, end når det er glat. Det er ikke særligt tykt, faktisk er det en smule tyndt, men der er meget af det, så det er ikke noget, man bemærker. De store øjne er så blå som sommerhimlen selv, og så klare som en bjergsø. Hun er meget køn, dog ikke overnaturligt køn. Hun er en smule bleg i det, og hun kan ikke blive brun, men hun er ikke så bleg som sneen.
Hendes kropbygning er meget normal – hun er ikke anorektisk tynd, men heller ikke tyk. Når hun bevæger sig er det med meget stor elegance og ynde og næsten helt lydløst. Til trods for hendes lavhed, en hendes lemmer lange og slanke, dog ikke så lange som en abes. Hun elsker anderledes tøj. Kjoler med forskellige mønstre og i mange farver er noget, man ofte ser hende i. Hun bærer tit smykker – især halskæder. Somme tider kan hun dog godt lide at skifte til bukser, men det er ikke så tit. Hun kan godt lide at gå i bare tæer om sommeren, men ellers går hun med meget lette og behagelige sko.
Personlighed
Everlyn er roligt anlagt og glad for sin tilværelse. Hun ønsker ikke at noget skal ændre sig, så hun er ikke flyvsk, men mere nede på jorden. Ikke at hun ikke dagdrømmer og fantaserer, for det gør hun, men bare ikke om at ’flygte’. Hendes største drøm er, at finde den sande kærlighed. Hun fantaserer om prinsen på den hvide hest, der kommer og vælter benene væk under hende – ikke kun for sin egen skyld, men også for datterens, da hun burde have en mandlig rollemodel i sit liv igen. Hun havde troet, at hun havde fundet ham, men det viste sig jo ikke at være sandt.
Hendes smil og imødekommende personlighed har en smittende virkning på mange. Hun hjælper gerne elever og andre, hvis de har brug for det – uanset, hvad det så end må være. Hun er for det meste glad og har, efter mange år med problemer, fået et lyst syn på livet. Man kan sagtens finde hende et afsides sted, hvor hun danser, spiller musik, eller bare sidder og nyder naturen og dagdrømmer – ofte har hun sin datter med sig, men det er ikke altid.
Hun kan selvfølgelig også blive vred, men det er som regel mest datteren, hun kommer op at skændes med. De to har det med at kunne skændes om de mest latterlige ting, men på samme tid elsker de jo hinanden. Det bliver også for det meste godt efter ikke så lang tid, for Everlyn indser – trods hendes stædighed – at hun bliver nødt til at være den voksne og gå ind og undskylde til sin datter.
Da hun blev mor i en meget, meget ung alder, har hun aldrig rigtigt haft lov til at have en barndom. Derfor kan hun være meget barnlig og legesyg til tider. Hun leger ofte gemmeleg eller en anden form for leg med Zamia og de elever, der nu vil være med. Hun har i det hele taget en meget barnlig sjæl, som hun ikke lægger skjul på.
En af de instinkter, der er stærkest hos hende, er dog moderinstinktet. Hun er meget beskyttende overfor datteren, for hun vil for alt i verden ikke miste hende. Zamia er hendes øjesten og nærmest mening med livet for hende. Hvis hun mistede sin datter, ville jorden gå under for hende og hun ville gå i en så dyb depression, at hun aldrig nogensinde ville kunne komme ud af den igen.
Hvis ikke den lille kat, Alia – den selv samme kat, der hjalp hende til skolen – er sammen med Zamia, kan man være sikker på, at hun er hos Everlyn. De kan føre lange samtaler sammen om alt muligt; Alia er faktisk en meget klog kat, da hun har levet længe nu og har set og hørt mange ting. Som regel er katten dog hos Zamia, for sådan vil Everlyn også helst have det, da hun så på den måde kan holde styr på sin temperamentsfulde datter – opstår der problemer, kan Alia for det meste få fat på Everlyn i en fart.
Skriv en lang beskrivelse på hvorfor DU netop vil være professor
Da Everlyn fyldte de 20, kunne hun ikke længere være elev på skolen. Det var dagen, hun havde frygtet længe. Hun havde været næsten panisk og havde låst sig inde på sit værelse og nægtet at komme ud. Hun havde helt svedt ud muligheden om, at hun kunne blive lære, men en af de andre mutanter, der havde kunnet gå gennem vægge var kommet ind til hende. Hun havde fortalt Everlyn, at hun jo kunne søge om at blive lære. Det havde fået Everlyn til at lyse op, og hun havde med det samme gået ind til rektor for at bede om lov til at blive lære på skolen. Da hendes datter, Zamia, havde en gave i sin sang, og hun selv var så smidig og elegant og desuden elskede at spille musik og at danse, anmodede hun om at blive professor indenfor de fag.
Hun havde ikke noget andet sted at tage hen, og hun ønskede inderligt, at hendes datter skulle have lov til at forblive på skolen og udvikle sine evner, så hun blev umådeligt lettet, da rektoren godtog hendes forslag. Siden den dag har hun undervist i musik, sang og dans. Hun elsker det og vil ikke opgive det for noget som helst.
Uddrag fra Everlyns fotoalbum
Her er nogle af de billeder, Everlyn har kært. Nogle af dem er fra før, hun kom til skolen, mens andre er fra efter. Ikke alle er af hende selv, alle giver de dog et tilbageblik i fortiden.
Billedunderskrift: Dette er et af de billeder, der blev taget af Everlyn, inden hun kom til skolen. Det var en dejlig sommerdag. Everlyn var omkring de 8, og det var første gang, hun var hjemme hos sin nye – og første ven. De havde sovet der og havde bare beholdt deres nattøj på hele dagen. På dette billede sidder de ude i en buskehule på et tæppe. Venindens forældre havde taget det. Siden den første dag havde været uadskillelige – lige indtil Everlyns evner begyndte at vise sig, og folk begyndte at synes, at hun var underlig.
Billedunderskrift: Også dette billede blev taget, inden Everlyn kom til skolen. Hun var 12, og hendes forældre havde fundet hende siddende hjemme i stuen omgivet af katte. De havde taget et billede, for det var noget af det særeste, de havde set. Hun havde bortforklaret det med, at kattene havde bedt hende om hjælp, fordi en af dem var såret. Hun havde ikke kunnet lade være med at hjælpe til. Hendes forældre var gået med til, at kattene måtte blive der, indtil den sårede havde fået det bedre, men så skulle de også ud. Dette var et af de første tegn på hendes medfødte evner.
Billedunderskrift: Everlyn havde det engang med at sidde i sit vindue om aftenen og se drømmende ud over den smukke by med alle de flotte lys. Hun ønskede sig altid et andet sted hen, for hun var ikke glad for sit liv. På dette billede, der blev taget af hendes mor (hvorefter Everlyn var blevet ret så sur på hende over, at hun bare havde åbnet døren uden at banke på), er hun lige lidt over de 13 og i sit oprørske stadie, hvilket man også kan se på hendes frisure, som både moderen og faderen ikke brød sig om.
Billedunderskrift: Dette er et relativt nyt billede. Det er et billede, der blev taget noget tid efter Zamia blev født, da Everlyn var godt 19. Skolen havde haft en udflugt til stranden for nogle af de ældre elever. Det var den første gang, hun var ude i ’den virkelige verden’, siden hun var kommet til skolen, og en af de første gange, hvor hun ikke havde haft Zamia på armen. Hendes datter havde været omkring 4, så hun havde været gammel nok til at blive hjemme på skolen med en af professorerne, som hun holdt meget af.
Billedunderskift: Her ses et billede af Zamia, da hun kun var 4. Hun havde klædt sig ud som kat, fordi hun gerne ville ligne Alia, som hun altid har elsket. Hun havde fået hjælp til kostumet af nogle af de ældre elever, der havde syntes, det var en sjov idé. Everlyn havde fundet det utroligt sødt og var blevet nødt til at tage et billede af sin datter.
Billedunderskrift: Den lille Zamia på sommerfuglejagt. Hun var lige omkring de 6. Til godnathistorie havde hendes mor læst en bog, hvor der var mange sommerfugle i, og hvor det handlede om, at der var en dreng, på omkring Zamias alder, der samlede på dem. Den unge pige var blevet så betaget af de flotte små dyr og havde derfor fået den idé, at hun også ville samle på sommerfugle. Nette lånte hun af en af de andre elever – det samme med vandflasken om hendes hals. Hun fandt dog ingen sommerfugle den dag og opgav derfor idéen igen, men moderen havde da fået et sødt billede af sin datter.
Der kommer måske flere billeder, men det er ikke sikkert
Everlyn Sentillio Melai
Alder
24
Køn
Hun
Evne(r)
Everlyn nedstammer fra en af de personer, der blev eksperimenteret på med pantergener. Dette har medført for hende 5 evner:
1. Hun har en særlig gave til at kunne kommunikere med alle kattedyr og kalde på dem for hjælp – den hun bedst kommunikere med er den lille hvidcremefarvede kat med lysebrun halespids og snude og lysebrune poter og ører, Alia, som hjalp hende med at finde vej til skolen og har været hos hende lige siden (den kan ses på et af ZamiaLilliums billeder på karakterarket).
2. Hun er utroligt smidig og balance. Smidigheden gør, at hun kan komme igennem meget snævre passager – dog ikke steder som under en dør eller lignende, da det er en smule for snævert. Balancen gør, at hun kan gå på meget smalle objekter, selvom ikke altid kan holde balancen, og det hænder sommetider, at hun falder ned.
3. Hun er meget adræt, hvilket gør, at hun altid lander på fødderne og kan tåle at falde længere, end normale mennesker, og at hun er en god gymnast (dog ikke så god, som hvis hun øvede sig eller som en trænet gymnast).
4. Alle hendes sanser er skærpede i forhold til normalt menneske. Hun kan fornemme ting, som andre ikke kan, og hendes hørelse og nattesyn er meget bedre, end andre personers.
5. Som en kat, kan hun ’trække’ sine klør ind og ud. Det vil sige, at hendes negle kan blive en smule længere og blive meget spidse. Hun kan selv kontrollere, hvornår de trækker sig ind og – for det meste. Der er dog nogle gange, hvis hun bliver virkeligt vred, at det bare sker, uden at det egentligt var meningen.
Fortid
”Det går ikke,” sagde manden bestemt, men på samme tid en smule opgivende, ”det er svært nok at skulle dække over dig. Over alle de underlige ting, du kan. Vi kan simpelthen ikke klare endnu en af jeres slags,” den unge kvinde – der egentligt ikke var mere end en pige – sagde intet, men sad blot i sofaen med våde kinder og forgrædte øjne. Hun havde vidst, at de ville tage det på denne måde, men hun havde ikke vidst, hvad andet hun kunne gøre. De var trods alt hendes forældre.
Det var jo heller ikke som om, det havde været med vilje. Hun havde faktisk ikke vidst, hvad der var foregået, inden det havde været for sent – selv hvis hun havde, ville hun ikke kunne have stillet meget op, da han havde været ældre og meget større, end hun, og han havde haft andre med. Hun havde troet, at han kunne lide hende – hun kunne i hvert fald virkeligt godt lide ham – for han havde bedt hende om at mødes med ham. Hun var blevet utroligt glad og havde ikke tænkt nærmere over det. Da hun så kom til det sted, han havde bedt hende komme, så hun, at han var sammen med nogle af sine venner. Det havde været mørkt, og hun havde været naiv, og inden hun vidste af det, havde han mere eller mindre slynget hende ind i en gyde og gjort det, han egentligt havde haft planlagt hele tiden.
Først bagefter, havde hun tænkt over, hvor dumt det havde været af hende bare at stole på en, hun rent faktisk ikke kendte. Første bagefter, var det gået helt op for hende, hvad der var sket. Og først bagefter, havde hun græd og bebrejdet sig selv for den forfærdelige ting, der lige var hændt hende.
Til at begynde med, havde hun ikke fortalt nogen om det, men efter to uger, hvor hendes menstruation var udeblevet, havde hun ikke haft noget andet valg, end at gå til sine forældre og fortælle, hvad der var sket. Det var derfor, hun nu sad der med sin mor og far overfor sig – faderen havde rejst sig og var begyndt at gå rundt, mens moderen sad med bøjet hoved og hulkede sagte.
”Vi bliver nødt til at afskaffe det,” brød faderen den tavshed, der havde været der i noget tid nu, ”men uden at det skaber for meget omtale. I morgen tidlig tager vi dig til en læge, der ikke er vores egen, så ingen på nogen måde kan finde ud af, at vi er blevet nødt til at gøre det,” han stod med fronten til pejsen og et whiskyglas i hånden. Han drak altid et glas whisky, når han havde fået nogle dårlige nyheder – og denne gang var ingen undtagelse.
Pigen ønskede ikke at tage til en læge og få barnet fjernet. Hun havde altid været imod, at man dræbte ufødte børn, og havde derfor haft planer om at beholde det eller give det væk, om ikke andet. På trods af sin unge alder, var hun meget klog og målrette, eller stædig, som mange ville kalde det. Hun vidste, hvad hun ville, og hun gav sig ikke så let på det.
Hun så på sin mor for at få noget støtte, men moderen sad stadig bare med bøjet hoved, mens hendes skuldre dirrede. Der var ingen hjælp at hente her. Uden at sige noget, rejste pigen sig og gik op på sit værelse, men ikke med hensigt om at blive der. De intetanende forældre blev nedenunder for at tale om det, deres femtenårige datter lige havde fortalt dem.
En lille skygge løb igennem nattens mørke næsten uden at lave nogen form for lyd – ikke engang skridtene var særligt høje. Personen havde kurs mod togstationen, hvor den havde planer om at tage det første tog til Washington. De hastige skridt stoppede brat, idet fødderne faldt over en sten, de ikke havde bemærket. En stor firkantet ting fløj godt halvanden meter hen ad fliserne, idet personen slog hovedet mod den hårde, våde asfalt.
I en tid lå pigen helt stille. Bevidstløs. Havde det ikke været for en lille killing, der kom hen til hende, var hun nok ikke kommet op at stå igen. Det, der vækkede hende, var en lille, lidt ru tunge, der slikkede hende på kinden. Den spurgte hende, hvorfor hun lå ned i den kolde regn i stedet for inde i en tryg gyde, hvor der var bare en smule tag over hendes hoved. Det kom ikke som noget chok for pigen, at hun kunne forstå den lille kat, for hun havde kunnet forstå dem i et par år nu.
Hun svarede dog ikke på den spørgsmål, men rejste sig bare i stedet for. Hastigt, men en smule slingrende, løb hun over og samlede den bog, som hun havde tabt, op og gemte den væk igen under jakken, hvorefter hun fortsatte sit løb hen mod stationen med den lille kat i hælene. Den var nysgerrig og blev ved med at spørge hende, hvorfor hun løb så hurtigt i stedet for bare at søge ly for regnen.
Denne gang svarede hun den, for hun var godt svimmel og var ikke sikker på, om hun var på rette vej. Da hun sagde, at hun skulle til stationen og spurgte, om hun var på rette kurs, svarede katten, at det var hun. I stedet for at løbe tilbage, hvor den kom fra, blev den hos hende, indtil hun nåede stationen, men heller ikke der løb den væk fra hende. Hun var for udmattet til at forklare den, hvorfor den ikke skulle være sammen med hende, så den fulgte med hende, idet hun trådte ind i det underjordiske tog.
I samme nu, hun havde fundet en plads, sat sig til rette og lænet hovedet mod vinduet, var hun faldet i søvn af bar udmattelse. Hun var på vej til den skole, det fristed, hun havde hørt om. Et sted, hvor hun måske kunne finde sin plads, og hvor folk ikke syntes, hun var et misfoster bare fordi, hun kunne kommunikere med kattene og havde nogle af deres egenskaber – måske kunne hun oven i købet lære at bruge sine klør på den rigtige måde, i stedet for, at de altid bare kom ud, når hun var vred.
Igen var det katten, der sørgede for at vække hende, så hun ikke kom til at stå af det forkerte sted. Hun takkede den, i samme øjeblik, hun vågnede, hørtes det over højtaleren, at næste station ville være Washington. Hurtigt rejste hun sig og gik over til dørene, hvor folk allerede var begyndt at stige ud.
Det var tidligt morgen – solen kunne kun akkurat skimtes i horisonten – bemærkede hun, da hun trådte op i det svage morgenlys. Hun var ikke sikker på, hvilken vej, hun skulle gå, men igen kom katten hende til undsætning. Den spurgte gadekattene om vej, og til sidst fik det et nogenlunde ordentligt svar. Pigen var taknemmelig, for hun følte ikke, at hun kunne spørge nogle af sine egne om vej, for hun vidste, hvordan mange af dem så ’hendes slags’.
Da solen var stået op, stod hun endeligt foran den enorme bygning, der var skolen. Hun bankede på døren (kan ikke lige huske, hvordan det er, om der er en port, inden man kommer ind til skolen
– hvis der er, skal jeg nok lige lave dette om) og håbede inderligt, at nogen ville høre det. Først kom der intet svar, men da hun igen slog på døren, kom der endeligt nogen. Det var en mand, der ikke var så meget ældre end hun selv, der åbnede. Han så afventende på hende, efter at have spurgt, hvad hun ville. Først kunne hun ikke sige noget. Hun bare stod der, drivvåd, udmattet og stadig forgrædt i den tidlige sol. Der gik nogle minutter, og et ’nå?’, inden hun endeligt svarede med spæd stemme:”Er dette skolen for anderledes unge?” hun brugte ordet ’anderledes’, for personligt havde hun aldrig brudt sig om udtrykket ’mutant’, hvilket var, hvad de feste kaldte de folk, der var anderledes på den måde, hun var anderledes. Den unge mand så en smule skeptisk på hende, som om han ikke helt vidste, om han skulle være ærlig eller ej.
”Hvem spørger?” spurgte han hende så. Det var bare for meget for den unge kvinde. De tårer, der ellers ikke havde vist sig siden aftenen forinden, vældede nu op i øjnene på hende. Hun var træt, beskidt og noget af blodet fra det sår, hun havde fået i toppen af panden, var størknet på hendes ansigt. Hun havde nogle hudafskrabninger og hendes læbe var flækket.
”Du bliver nødt til at hjælpe mig,” hendes stemme dirrede og ligeså hendes skuldrer, ”jeg har rejst langt, og har intet andet sted at tage hen,” hulkene begyndte nu også at komme, og hun kunne intet gøre for at stoppe dem, ”jeg ved virkeligt ikke, hvad andet jeg skal gøre. Jeg… jeg er gravid,” det sidste blev ikke sagt som mere end en hvisken. Hun havde ikke forklaret sig særligt godt, det vidste hun også godt selv, men hun var en smule ude af den, så hun kunne ikke rigtigt tænke klart.
Den sidste bemærkning fik drengen til at se chokeret på hende. Det havde han ikke lige regnet med, at en pige på hendes alder ville sige. Nu var det hans tur til ikke at vide, hvad han skulle sige. Pigen sagde dog ikke mere. Hvad mere var der at sige for hende? Til sidst smilede drengen medlidenhedsfyldt og trådte til side.
”Kom,” sagde han, ”så skal jeg vise dig til rektors kontor,” pigen kunne ikke tro sine egne ører, så lettet blev hun, ”men katten bliver ude, rektor er allergisk,” katten forstod godt, hvad der blev sagt og blev så udenfor. Som i en uvirkelig tilstand fulgte hun efter drengen, der ledte hende op ad nogle trapper og ned ad nogle gange, inden de kom til kontoret.
Hun kan ikke huske meget af, hvad der blev sagt på kontoret, men hun fik under alle omstændigheder lov til at blive på skolen. Drengen viste hende hen til et ledigt værelse, hvor hun kunne slå sig ned. Det gik først op for hende, at det var lykkedes, da døren var blevet smækket bag drengen og hun var alene på værelse. Hun kastede sig ned med hovedet i puden og græd af lettelse.
Nogle måneder senere, da hun var faldet til ro på skolen og havde vænnet sig til dagligdagen, skete der noget, der ikke hørte med til dagens rutine. Hendes vand gik. Hun var midt i en af de daglige timer, da det skete, så hele klassen gik mere eller mindre i panik. Der var dog en, drengen, der havde åbnet døren for hende, da hun var kommet til stedet, der bevarede overblikket. Han fik hende guidet hen til sygesalen, hvor en af sygeplejerskerne med det samme fik hende lagt ned i et lille rum for sig selv.
Efter godt 14 timer blev den lille pige, der senere blev døbt ZamiaLillium, født. Moderen var virkeligt udmattet og gennemblødt af sved, men hun kunne ikke lade være med at smile, da sygeplejersken rakte hende hendes barn. Efter hun var holdt op med at hyle, rakte hun ud og tog fat i moderens finger – det var dråben for den unge kvinde, der nu begyndte at græde af glæde.
Hun blev frataget fra alle timerne, da hun blev nødt til at blive på sygesalen de næste par dage for at lære, hvordan hun skulle amme den lille, og derefter havde hun jo intet overskud til at tage til timerne, da hun havde nok at se til med babyen. Drengen hjalp hende sommetider med at passe Zamia, og efter cirka et år udviklede det sig til et forhold mellem moderen og ham.
Et år senere, da han ikke længere kunne være på skolen, blev de dog enige om ikke at se hinanden mere – det ville også blive meget svært, for han havde en drøm om at rejse jorden rundt og opleve alle mulige spændende ting, mens hun var nødt til at blive på skolen, ikke kun for hendes skyld, men også for Zamias.
Det var en tårevædet afsked, hvor også den lille græd. Hun sad på armen af sin mor, da hun stadig var lille nok til det, men hun holdte fat i hans ærme. Han var blevet en slags rollemodel for hende. Han tog hende over til sig og lovede hende, at han nok skulle komme tilbage for at besøge hende en dag. Det fik hende til at slippe ham og lade sin mor tage hende på armen igen.
De store vidste godt, at det, han havde lovet, nok ikke ville blive overholdt. Han havde ikke planer om at vende tilbage – det var også en ting, de var blevet enige om, da det ville være for svært for den unge kvinde at skulle se ham igen, hvorefter han så bare ville forsvinde – men det beroligede den lille pige. Hun ville nok ikke kunne huske det alligevel, idet hun kun var omkring de to år på det tidspunkt.
Dagene gik og blev til uger, som blev til måneder, for så at blive til år. Da den unge kvinde fyldte 20, kunne hun ikke længere blive på skolen som elev, og bestemte sig så derfor – efter et næsten hysterisk anfald, hvor hun havde låst sig selv inde på sit værelse, indtil en af de elever, der kunne gå gennem ting, var kommet ind til hende og havde beroliget hende – for at blive lære indenfor sang, dans og musik. Hun valgte lige netop disse områder, fordi hun selv elskede at danse og spille musik, og fordi Zamias evne havde vist sig ikke så længe forinden i form af vejrkontrol gennem sang.
Sådan gik det til, at den lille fortabte pige, der en morgen for mange år siden bankede på døren til skolen, endeligt fandt sit sted i livet.
Medbragte ejendele
Det eneste, Everlyn sådan set medbragte, var sit fotoalbum, hvor alle hendes minder om bedre dage er i, og det tog, hun havde på, da hun stak af.
Familie
Den eneste familie, Everlyn stadig har kontakt med, er datteren Zamia. Efter hun blev smidt ud af sine forældre, afskar hun alle forbindelser til dem, og hun har heller ikke ladt Zamia forsøge at komme i kontakt med dem. Hun har faktisk aldrig fortalt sin datter om dem. Hun ser dog de fleste på skolen som en slags familie, da det var dem, der tog hende til sig, da ingen andre havde villet.
Forhold til mennesker
Engang holdte Everlyn af menneskerne, men nu, efter at være blevet udstød af sin egen familie, er hun ikke så glad for dem. Hun hader ikke alle mennesker, men hun ønsker ikke at omgives af dem – dette går også ud over hendes datter, da hun ikke må komme udenfor skolens trygge rammer.
Udseede
Everlyn er meget lav i forhold til, at hun er fuldtudviklet. Hun ved ikke selv, hvorfor det er sådan, men hun er kun 157 cm. høj – det kan måske have noget at gøre med kattegenet i hende at gøre, men intet vides med sikkerhed. Hendes hår er gyldent, men det bliver lidt mere hvidt, når hun er meget ude i solen, hvilket hun ofte er, og hun elsker at sætte det op i hestehaler med forskellige bånd og andre former for sjove hårting. Det er langt og går hende efterhånden til den nedre del af ryggen, altså hvis det er glat - det er oprindeligt krøllet, men hun har altid glattet det, så man ser kun hendes krøller, hvis man møder hende tidligt om morgenen, inden hun har nået at glatte det, eller hvis det er meget fugt i luften. Når det krøller, er det selvfølgelig en smule kortere, end når det er glat. Det er ikke særligt tykt, faktisk er det en smule tyndt, men der er meget af det, så det er ikke noget, man bemærker. De store øjne er så blå som sommerhimlen selv, og så klare som en bjergsø. Hun er meget køn, dog ikke overnaturligt køn. Hun er en smule bleg i det, og hun kan ikke blive brun, men hun er ikke så bleg som sneen.
Hendes kropbygning er meget normal – hun er ikke anorektisk tynd, men heller ikke tyk. Når hun bevæger sig er det med meget stor elegance og ynde og næsten helt lydløst. Til trods for hendes lavhed, en hendes lemmer lange og slanke, dog ikke så lange som en abes. Hun elsker anderledes tøj. Kjoler med forskellige mønstre og i mange farver er noget, man ofte ser hende i. Hun bærer tit smykker – især halskæder. Somme tider kan hun dog godt lide at skifte til bukser, men det er ikke så tit. Hun kan godt lide at gå i bare tæer om sommeren, men ellers går hun med meget lette og behagelige sko.
Personlighed
Everlyn er roligt anlagt og glad for sin tilværelse. Hun ønsker ikke at noget skal ændre sig, så hun er ikke flyvsk, men mere nede på jorden. Ikke at hun ikke dagdrømmer og fantaserer, for det gør hun, men bare ikke om at ’flygte’. Hendes største drøm er, at finde den sande kærlighed. Hun fantaserer om prinsen på den hvide hest, der kommer og vælter benene væk under hende – ikke kun for sin egen skyld, men også for datterens, da hun burde have en mandlig rollemodel i sit liv igen. Hun havde troet, at hun havde fundet ham, men det viste sig jo ikke at være sandt.
Hendes smil og imødekommende personlighed har en smittende virkning på mange. Hun hjælper gerne elever og andre, hvis de har brug for det – uanset, hvad det så end må være. Hun er for det meste glad og har, efter mange år med problemer, fået et lyst syn på livet. Man kan sagtens finde hende et afsides sted, hvor hun danser, spiller musik, eller bare sidder og nyder naturen og dagdrømmer – ofte har hun sin datter med sig, men det er ikke altid.
Hun kan selvfølgelig også blive vred, men det er som regel mest datteren, hun kommer op at skændes med. De to har det med at kunne skændes om de mest latterlige ting, men på samme tid elsker de jo hinanden. Det bliver også for det meste godt efter ikke så lang tid, for Everlyn indser – trods hendes stædighed – at hun bliver nødt til at være den voksne og gå ind og undskylde til sin datter.
Da hun blev mor i en meget, meget ung alder, har hun aldrig rigtigt haft lov til at have en barndom. Derfor kan hun være meget barnlig og legesyg til tider. Hun leger ofte gemmeleg eller en anden form for leg med Zamia og de elever, der nu vil være med. Hun har i det hele taget en meget barnlig sjæl, som hun ikke lægger skjul på.
En af de instinkter, der er stærkest hos hende, er dog moderinstinktet. Hun er meget beskyttende overfor datteren, for hun vil for alt i verden ikke miste hende. Zamia er hendes øjesten og nærmest mening med livet for hende. Hvis hun mistede sin datter, ville jorden gå under for hende og hun ville gå i en så dyb depression, at hun aldrig nogensinde ville kunne komme ud af den igen.
Hvis ikke den lille kat, Alia – den selv samme kat, der hjalp hende til skolen – er sammen med Zamia, kan man være sikker på, at hun er hos Everlyn. De kan føre lange samtaler sammen om alt muligt; Alia er faktisk en meget klog kat, da hun har levet længe nu og har set og hørt mange ting. Som regel er katten dog hos Zamia, for sådan vil Everlyn også helst have det, da hun så på den måde kan holde styr på sin temperamentsfulde datter – opstår der problemer, kan Alia for det meste få fat på Everlyn i en fart.
Skriv en lang beskrivelse på hvorfor DU netop vil være professor
Da Everlyn fyldte de 20, kunne hun ikke længere være elev på skolen. Det var dagen, hun havde frygtet længe. Hun havde været næsten panisk og havde låst sig inde på sit værelse og nægtet at komme ud. Hun havde helt svedt ud muligheden om, at hun kunne blive lære, men en af de andre mutanter, der havde kunnet gå gennem vægge var kommet ind til hende. Hun havde fortalt Everlyn, at hun jo kunne søge om at blive lære. Det havde fået Everlyn til at lyse op, og hun havde med det samme gået ind til rektor for at bede om lov til at blive lære på skolen. Da hendes datter, Zamia, havde en gave i sin sang, og hun selv var så smidig og elegant og desuden elskede at spille musik og at danse, anmodede hun om at blive professor indenfor de fag.
Hun havde ikke noget andet sted at tage hen, og hun ønskede inderligt, at hendes datter skulle have lov til at forblive på skolen og udvikle sine evner, så hun blev umådeligt lettet, da rektoren godtog hendes forslag. Siden den dag har hun undervist i musik, sang og dans. Hun elsker det og vil ikke opgive det for noget som helst.
Uddrag fra Everlyns fotoalbum
Her er nogle af de billeder, Everlyn har kært. Nogle af dem er fra før, hun kom til skolen, mens andre er fra efter. Ikke alle er af hende selv, alle giver de dog et tilbageblik i fortiden.
Billedunderskrift: Dette er et af de billeder, der blev taget af Everlyn, inden hun kom til skolen. Det var en dejlig sommerdag. Everlyn var omkring de 8, og det var første gang, hun var hjemme hos sin nye – og første ven. De havde sovet der og havde bare beholdt deres nattøj på hele dagen. På dette billede sidder de ude i en buskehule på et tæppe. Venindens forældre havde taget det. Siden den første dag havde været uadskillelige – lige indtil Everlyns evner begyndte at vise sig, og folk begyndte at synes, at hun var underlig.
Billedunderskrift: Også dette billede blev taget, inden Everlyn kom til skolen. Hun var 12, og hendes forældre havde fundet hende siddende hjemme i stuen omgivet af katte. De havde taget et billede, for det var noget af det særeste, de havde set. Hun havde bortforklaret det med, at kattene havde bedt hende om hjælp, fordi en af dem var såret. Hun havde ikke kunnet lade være med at hjælpe til. Hendes forældre var gået med til, at kattene måtte blive der, indtil den sårede havde fået det bedre, men så skulle de også ud. Dette var et af de første tegn på hendes medfødte evner.
Billedunderskrift: Everlyn havde det engang med at sidde i sit vindue om aftenen og se drømmende ud over den smukke by med alle de flotte lys. Hun ønskede sig altid et andet sted hen, for hun var ikke glad for sit liv. På dette billede, der blev taget af hendes mor (hvorefter Everlyn var blevet ret så sur på hende over, at hun bare havde åbnet døren uden at banke på), er hun lige lidt over de 13 og i sit oprørske stadie, hvilket man også kan se på hendes frisure, som både moderen og faderen ikke brød sig om.
Billedunderskrift: Dette er et relativt nyt billede. Det er et billede, der blev taget noget tid efter Zamia blev født, da Everlyn var godt 19. Skolen havde haft en udflugt til stranden for nogle af de ældre elever. Det var den første gang, hun var ude i ’den virkelige verden’, siden hun var kommet til skolen, og en af de første gange, hvor hun ikke havde haft Zamia på armen. Hendes datter havde været omkring 4, så hun havde været gammel nok til at blive hjemme på skolen med en af professorerne, som hun holdt meget af.
Billedunderskift: Her ses et billede af Zamia, da hun kun var 4. Hun havde klædt sig ud som kat, fordi hun gerne ville ligne Alia, som hun altid har elsket. Hun havde fået hjælp til kostumet af nogle af de ældre elever, der havde syntes, det var en sjov idé. Everlyn havde fundet det utroligt sødt og var blevet nødt til at tage et billede af sin datter.
Billedunderskrift: Den lille Zamia på sommerfuglejagt. Hun var lige omkring de 6. Til godnathistorie havde hendes mor læst en bog, hvor der var mange sommerfugle i, og hvor det handlede om, at der var en dreng, på omkring Zamias alder, der samlede på dem. Den unge pige var blevet så betaget af de flotte små dyr og havde derfor fået den idé, at hun også ville samle på sommerfugle. Nette lånte hun af en af de andre elever – det samme med vandflasken om hendes hals. Hun fandt dog ingen sommerfugle den dag og opgav derfor idéen igen, men moderen havde da fået et sødt billede af sin datter.
Der kommer måske flere billeder, men det er ikke sikkert
