what is this (I)

[Zola Dillane]

Det brusene vandfald gav genlyd og kunne høres langt væk fra, en skikkelse stod ved vandfaldet. Han stod iført en lang hvid kappe som dækkede hele hans krop, hans blik så roligt over på det som han snart skulle kalde hans hjem. Hans blik virkede som altid ekstrem rolig og man ville ikke kunne se på ham om han var glad eller sur. Han så roligt på vandet og fik kuldegysninger ved tanken om at hvor koldt det måtte være. Senji lod sit blik flakke lidt omkring så han kunne lade området blive en del af hans hukommelse, så han kunne huske stedet.

[Kira Angel]

En skikkelse nærmede sig ham, lydløst og gemt væk fra hans synsfelt. Den nærmede sig roligt, overvågede ham med et par nysgerrige rødbrune øjne og smilte kort så de syle skarpe tænder kom til syne.
Hendes lange øre var stift rettet imod ham, hendes øjne overvågede hver og en af hans bevægelser og den lange hale lå roligt ned som var hun på jagt.
Hun nærmede sig lidt mere, stoppede så op og begyndte at hyle et højt klagende hyl imod himlen.
Hun farede hen imod ham, kredsede om ham, som ville hun undersøge sin fangst og stoppede så op lige foran ham, med de rødbrune øje hvilende lige i hans blik. De var kolde kunne hun se, men nysgerrigheden og iveren forbød hende at kigge væk..

[Zola Dillane]

Senji rørte sig ikke ud af stedet og fik intet chock, han så blot på væsnet som stirrede på ham, hans rolige øjne så på hende og han blinkede ikke, ikke en eneste gang kunne man fornemme en blinken. Senji kunne mærke vinden i hans ansigt og nød det selvom han ikke gav tegn til det. Hvem var nu dette væsne? Det var højst sansynligt nok ikke et dyr, da dyr aldrig ville opfører sig sådan over for fremmede.

Senji åbnede ikke munden og spurgte ikke om noget men så blot på hende og afventede hvad hun ville gøre.

[Kira Angel]

Kira kiggede roligt på ham i sin ulveskikkelse, satte sig så pludselig ned og drejede hovedet nysgerrigt til den ene side.
Hun sad der som en smuk snehvid ulv, de rødbrune øjne hvilede roligt på ham og hele hendes væsen fortalte at hun helt klart var både dyrisk og vild, men alligevel var anderledes end andre ulve.
Hun rejste sig op, blev stører og tabte pelsen. Hendes lange spidse ører bevægede sig ned af hendes hoved, snuden blev mindre og hun blev højere og mere slank.
Hun smilte venligt frem for sig, stod nu der foran ham som en pige med brunt og de velkendte rødbrune øjne som var venlige og imødekommende.
Hun smilte venligt til ham og spurgte så du er mutant, ikke sandt? han havde virket for rolig ved hendes nerver, til at kunne være andet. Så hun var ikke det mindste i tvivl, det var vel en af de ting man lærte i årenes løb. Man havde lettere ved at skelne mennesker fra mutanter..

[Zola Dillane]

Senji så roligt på hende og nikkede blot til uden at svarer, det kom ikke bag på ham at hun var andet end varulv. Hun måtte som sagt være en formskifter, nok til en ulv, det ville give mest logisk mening.
Hans blik hvilede roligt på hende og han undrede sig lidt over hvordan hun kunne vide det. Han ventede roligt på hun sagde noget nyt, han havde ikke rigtig noget at sige til hende og han vidste jo ikke om hun var en fjendtlig person eller ikkke, dog virkede hun flink nok.

[Kira Angel]

Kira smilte roligt til hans tavse svar og fortsatte så hvor er du på vej hen? hun var altid nysgerrig, kunne bare ikke styre sig når noget blev spændende. Hun var faktisk kommet ud for flere angreb, bare fordi at hun var for nysgerrig.
Men hun forsøgte at beherske sig, smilte venligt og vendte så blikket imod skolen og spurgte er du på vej, den vej? hun nikkede kort imod skolen, den skole som hun selv efterhånden var blevet godt vandt til og som hun holdte utroligt meget af.
Hun elskede at være der med vennerne, elskede at lære mere om verdenen og hende selv og for alt i verdenen elskede hun følelsen af at føle sig tryg der, på trods af al den forøgede fare der lurede omkring hende der. Der var folk med syge evner, som kunne skade andre. men alligevel følte hun sig mere tryg der, end noget andet sted. For hun var blandt andre af hendes slags og de hjalp hinanden i nøden stund..

[Zola Dillane]

Hans ben førte i den retning som hun hentød af, det burde være alt rigeligt svar til hende. Han sagde ingenting men derimod så han blot kort på hende og gik imod skolen. Der hvor et nyt kapitel i hans liv skulle begynde. Han klørede sig ganske roligt og ubemærket på maven, hvorefter han så roligt mod hende og spurgte så
"Formskifter?"
Han sagde ingen ting, kun dette ene spørgsmål ville hun hører fra ham.