Kærlighed i luften..?

[William Quiles]

Han smilte muntert tilbage til hende da hun pludselig begyndte at føre dem hen mod bassinkanten, nysgerrig efter hvad hun mon havde i tankerne. Hendes ord havde sat en lavine af tanker igang i hovedet på ham. Han lagde mærke til hvordan hun 'fangede' ham ved kanten af bassinet og var egentlig ganske tilfreds med hvor han stod, specielt med Kira så tæt på. da hun lænede sig helt hen til ham og kom med de sagte men forførende ord, blev han pludselig meget bevidst om hvor tæt hendes krop var på hans, og hvor lidt tøj hun havde på. Han lænede sig de sidste få centimeter frem og fangede hendes læber i et lidenskabeligt kys.

[Kira Angel]

Kira smilte muntert frem for sig, lod ham komme tæt og nød kysset. Hun slap hans hænder med den ene hånd, førte den op bag hans nakke og førte så kysset videre til et tungekys. Hun mærkede lidenskaben, førte den selv med og nød hvert et sekund af det. Hun kunne have spandt som en kat, hvis hun havde været det.
En kat? Hun afbrød kysset, vendte ansigtet lidt til den ene side og virkede så tydeligt meget fraværende.
Hun slap hans hænder helt, selvfølgelig uden at vide det og tog sig så til hovedet. En kat? Hvorfor tænkte hun på en kat nu?
Hun sukkede fraværende, som havde hun helt glemt at hun var i vandet og t hendes elskede William stod foran sig. Hun var helt væk i sine gene tanker, de for foruroligede og utrolig forvirrende. En kat? Nightmare..! Hvorfor tænkte hun på ham nu?

[William Quiles]

Han mærkede hvordan hans egen lidenskab blev besvaret af hendes og nød det i fulde drag. Da hun pludselig stoppede og vendte ansigtet væk fra ham. Han rystede hovedet, troede at han i et kort øjeblik havde set noget underligt, men det var væk næsten hurtigere end det kom. Hun havde helt sluppet ham og han kunne ikke begribe hvorfor denne pludselige forvandling i hendes humør var kommet til. "Kira.. hvad er der galt?" spurgte han lavt. Hun virkede meget fraværende og det foruroligede ham.

[Kira Angel]

Kira stod fortsat bare og stirrede halvt fraværende væk fra ham, kiggede så pludselig op ved ham ved lyden af hans stemme og spurte så helt forvirret "øhh hva..? Når.. øh jeg har det fint, jeg kom bare lige til at tænke på noget!" hun smilte kort, lagde sine hænder på hans brystkasse og sagde lavmælt "det er ikke vigtigt" hun lød deres læber mødes igen, kun lige kort af nærmest afprøvende. So forsøgte hun at lokke ham med sig væk fra de tanker hun før havde haft. Hun smilte roligt til ham, var flirtende og lokkende. Håbede på at få ham væk fra det taleemne og hen imod noget helt andet.
Vandet omkring dem var nu næsten blevet helt spejlblankt, helt stille og næsten magisk ved oplysningen..

[William Quiles]

Han kyssede hende fraværende igen, men kom så på bedre tanker. Med et alvorligt blik i de ravgyldne øjne tog han hendes hænder fra hans brystkasse og holdte dem bare, ville ikke skubbe hende helt væk. "Helt seriøst, hvad er der galt? Jeg ved godt du lige har sagt at det ikke er vigtigt, men det virkede som om det var." Igen gled hans tanker over det foruroligende billede der kort forinden var faret gennem hans sind, han var ikke sikker, men det havde føltes som da han følte den der glædesbølge da han ankom, den han mistænkte stammede fra Kira.

[Kira Angel]

Hun mærkede at han var fraværende og trak sig derfor hurtigt tilbage, der var ikke noget at lokke der. Hun sukkede kort, smilte en anelse undvigende og svarede så henkastet "jeg kom bare lige til at tænke på noget! Du ved andet end hvad vi laver her og derfor ville jeg ikke fortælle det!" hun havde faktisk svaret ham, uden at gå langt nok i detaljer til at afsløre noget som helst.
Men hun var ikke sikker på at det var nok, det var en fornemmelse hun havde. Der var noget ved ham, som om.. Hun kiggede tøvende på ham og spurgte så nærmest som havde hun læst hans tanker, men som selvfølgelig var rent held "sig mig, den gang vi drømte samme drøm om din fortid, du ved vi delte tanker! Gjorde du det lige igen?" hun havde ikke fornemmet noget i det øjeblik han havde fået billedet, men noget ved hans være måde og så bare en underlig fornemmelse, fortalte hende at det kunne være rigtigt..

[William Quiles]

Han smilte et halvt smil, ville ikke forurolige hende eller noget. Et eller andet ved hendes stemmes tone da hu spurgte om det med tankebilledet eller hvad det nu var, virkede... nervøs.. tøvende. Det undrede ham en smule, for det var jo bare et billede af en skide kat, var det ikke? Han mødte roligt hendes blik "Måske.. men det var meget kort" Hvad nu hvis det ikke engang var en kat, hvad hvis... "Hvad tænkte du egentlig på da du blev distraheret?"

[Kira Angel]

Hun havde tøvet lidt før, men nu kiggede hun surt på ham. Han kunne da ikke bare rode rundt i hendes hoved og søge informationer.
Hun vidste godt selv at det ikke var det der hidsede hende op, men derimod faktummet at han havde trængt hende op i en krop nu. Hun kunne da ikke indrømme at hun havde tænkt på Nightmare i det øjeblik William havde kysset hende. Det ville da virke.. ja nærmest som om at hun havde været ham utro.. Eller i hvert fald noget der mindede om.
Hun kiggede derfor surt på ham, hævede spørgende det ene bryn og sagde så kort og en smule surt "vær sød at lade være med det, det virker.. uhøfligt!" hun vidste knap nok havde hun skulle sige, men noget skulle der siges for at få hans tanker væk fra det andet. Hun kiggede strengt på ham, havde stadigvæk det ene bryn hævet i en spørgende gestus og afventede så hans svar.
Hun havde med vilje undgået at besvare ham, hendes egne ord, burde kunne distrahere ham lidt fra dem. For nu, men hun måtte se at finde på noget..

[William Quiles]

Han slap hende og bevægede sig hen for at sætte sig på bassinets kant. Hun havde da absolut ingen ret til at være sur, hvis nogen havde det var det vel ham selv, det var da hende der tænkte på en kat mens de kyssede. Han rystede hovedet for at klare sine tanker en smule, ikke at det hjalp noget, men man kunne jo altid håbe.
"Hvad skal jeg lade være med Kira. skal jeg lade være med at spørge hvad der åbentbart er så vigtigt at du bliver fuldstændig distraheret selvom vi var godt igang? Jeg synes jeg har en ret til at vide det har jeg ikke? Hvis det er noget der går dig på, kan jeg hjælpe, eller i hvert tilfælde prøve på det, men det kan jeg kun gøre hvis du fortæller mig hvad det var."

[Kira Angel]

Hun fulgte ham med blikket da han gik væk fra hende, hun sukkede kort og sagde så nærmest desperat i stemmen "jeg så en kat, okay! En kat, andet var det ikke! Men jeg ved ikke hvorfor jeg tænkte på den, det gjorde jeg bare!" nu havde hun sagt mere af sandheden end hun måtte indrømme, alt var sandt og hun kunne ikke længere tage det til sig igen.
Hun lod blikket fald imod et klare vand foran sig, sukkede kort og bevægede sig så roligt hen imod ham. Hun kiggede op på ham, smilte kort og spurgte så med en lavmælt stemme "er du sur på mig nu?" hun kom helt hen til hans ben, lagde hver sin hånd på hver side af ham og kiggede så bedende op i hans smukke øjne. Hun håbede virkelig ikke han var sur, hun kunne jo ikke gøre for at hun pludselig havde tænkt på ham..

[William Quiles]

Han sukkede, hævede hovedet og mødte langsomt hendes blik "Nej, jeg er ikke sur på dig" sagde han lavmælt. Selvfølgelig kunne hun jo ikke selv styre hvad hun i forbifarten kom til at tænke på, og det behøvede jo ikke betyde noget, det var jo trods alt bare en kat.
Men det at hun blev så distraheret af at tænke på katten, var alligevel foruroligende, det virkede lidt som om der var noget hun holdt tilbage. Måske var det ikke engang en kat, måske var det en person, han kendte jo selv flere der kunne forvandle sig til netop det dyr. han så dem for sit indre øje, mirage, loveless knægten, og så selvfølgelig kira selv.
Til sidst valgte han dog at lægge det bag sig, ingen grund til at gruble over sådanne ting, ikke lige nu, og det kunne jo være at det slet ikke betød noget.

[Kira Angel]

Kira smilte roligt ved hans ord, begyndte sagte at nusse ham på siderne af benene og kiggede så roligt på ham. han tænkte stadigvæk på det, det kunne hun se. Men hun var vidst komme godt fra det hele, for det virkede ikke til at interessere ham så meget.
Hun smilte roligt til ham og svarede så "okay. Skal vi tage op af vandet?" hun vidste at han allerede var oppe, nu hvor hans sad oppe på kanten. Men hun hentydede også mere til om de skulle tage inden for eller sætte sig lidt længere væk. For hun var begyndte at fryse en anelse i vandet, det var opvarmet. Men i længden var det koldt for huden..

[William Quiles]

Han to en dyb indånding og nikkede "Det kan vi godt" svarede han hende. Han frøs selvfølgelig ikke selv, på grund af sin flammende natur, men han kunne forestille sig at vandet måtte være koldt i længden. Egentlig var han heller ikke i humør til at være i bassinet lige nu, havde mest af alt lyst til en kop kaffe og noget ro. Det var alt sammen også bare på grund af det skide kattebillede og de tanker det havde bragt med sig, og så den nagende fornemmelse at der var noget Kira ikke fortalte ham omkring det. Stolede hun ikke på ham, ham der havde fortalt hende den dybeste hemmelighed af alle? Han rejste sig op fra hvor ha sad, bukkede sig ned og rakte en hånd ned for at hjælpe hende op.

[Kira Angel]

Hun smilte roligt, tog imod hans hånd og kom så hurtigt op af vandet. Hun gik roligt hen til sit håndklæde, tørrede sig så meget hun kunne og bandt på håndklædet om livet. Hun smilte roligt til ham, kiggede tøvende imod nederdelen og toppen der. Men trak så på skuldrene og satte sig ned på en af badestolene. De var bygget til at tage sol på, så ryglænet var helt nede som en seng. Hun satte derfor blot derpå, vendte kort blikket op imod ham, for så roligt at lade det dale imod jorden.
Hun kunne ikke fortælle ham det, det ville såre ham for meget og desuden gik hun jo heller ikke ligefrem og flirtede rundt med ’katten’.
Hun sukkede kort, vendte blikket imod ham og åbnede munden sagte, men blot for igen at lukke den. Hun kunne ikke fortælle ham det, kunne ikke byde ham det. Hun knugede håndklædets ene hjørne imellem sin ene hånd, mærkede tankerne der forvirret farede rundt i hovedet på sig og smilte så roligt. Hun vendte blikket op imod ham, smilte kærligt og klappede så på stolen som tegn på at han kunne komme hen og sætte sig.
Hun ville ikke fortælle ham det, for der var intet at fortælle. Nightmare og hende var ikke andet end venner. Kun venner..

[William Quiles]

Efter at have hjulpet hende op fulgte han med hen til stolen med satte sig ikke ned ved siden af hende. Det var ikke fordi han var sur på hende eller noget, bare en smule forvirret og så følte han sig udmatte og træt. Ud over det med katten havde tankedelingen mindet ham om at han endnu ikke havde gjort noget for at få låst op for sine minder, og det gik ham på. Måske skulle han gå op på sit værelse og få lagt en plan. Kunne indianerne være en løsning alligevel? Eller måske en tankelæser her på skolen? Der måtte i hvert tilfælde være en måde han kunne få låst op. "Jeg tror bare jeg går op og lægger mig. Vi ses i morgen..." Han bukkede sig ned og gav hende et let kys for derefter at vende sig om og begive sig hen i retning af den store bygning.

//OUT