Novelle Konkurrence - AFSTEMNING

[Rektor (Angel)]

Afstemningen om den bedste novelle:

Læs novellerne igennem og stem på den, som i synes er bedst. Der står ingen forfatter navne, så I skal bare stemme på den, der går lige i hjertet på jer.

Kig efter skrivemåden, fortællingen, de pågældende ord, som skulle med (er det godt sat ind og godt brugt?) er selve historien spændende og kunne I tænke jer, at læse videre selvom den sluttede?

Alt er op til jer!

God læselyst.

[Rektor (Angel)]

Novelle nr. 1

Gamle Fru Johansen sad en stile morgen og læste i sin avis. Hun var for nylig blevet enke og var nu blevet frygteligt ensom. Hun kom til siden med dødsannoncer. Hun kneb en tåre da hun fik øje på hendes mands dødsannonce: ”…Hans Erik Johansen, savnet af alle!” hvor var det smukt tænkte hun.
Hun gik hen til køkkenskuffen for at hente en saks. Annoncen klippede hun ud og lagde på bordet. Hun stirrede længe på den med et tomt blik i øjnene. Tårerne trillede ned af hendes kind.
Hun rettede ryggen og så vredt på den lille avislap der lå der og generede hendes øjne. Han var død, det var slut. Hun var helt færdig og havde bare lyst til at flyve væk fra det hele. Hun tog saksen og gik så ind i soveværelset.

Birgitte kom vandrende hen af gaden, hun havde tyggegummi i munden som altid og gik og var meget fornøjet. Hendes hår fløj vildt frem og tilbage. Der var et frygteligt blæsevejr den dag. Birgitte var hjemmehjælper og havde været det i et par måneder nu. Hun havde ikke helt vænnet sig til det, men hun var trods alt glad for sit job.
Hun gik med tunge skridt hen mod Fru Johansens hus. Der så mørkt ud derinde. Det var mærkeligt for Fru Johansen var der ellers hver gang Birgitte kom for at hjælpe til. Birgitte kiggede undrende på huset. Der var helt mørkt i hele huset og gardinerne var rullet for. Hun kiggede så op på taget. Der kom røg op ad skorstenen så lidt måtte der jo ske derinde. Birgitte gik op ad gangstien op til huset. Hun bankede på døren og ventede så på svar. Ingen respons. Hun prøvede igen men ingen reagerede. Hun tog i dørhåndtaget og døren gik op.
Inde i huset var der en speciel duft af gammel kone parfume og hjemmebag. Hun trådte indenfor og kaldte så på fru Johansen. Der var ingen der svarede hende. Hun gik ud i køkkenet og så avis-udklippet der lå på bordet ”…Hans Erik Johansen, savnet af alle!” hun tog det i hånden og gik så ind i stuen. Det store bornholmer-ur i hjørnet begyndte at slå *ding dong ding dong* klokken var to.
Fru Johansen var ikke at se i stuen. Birgitte sukkede og satte sig ned i gyngestolen, hun så at der stod en skål slik på bordet og tog et stykke. Hun gumlede løs og rejste sig så op igen. Hun gik med lange skridt ind mod soveværelset, åbnede døren og så noget ganske forfærdeligt. Der var blod over det hele på de hvide lagener, blod på gulvet og blod på væggene. Midt i det hele lå Fru Johansen hvid som en engel, hun var klædt i en natkjole med fine hvide blonder og flotte broderier. I hånden havde fru Johansen en saks og ved siden af hende lå en lille lap papir. ”er jeg savnet?” Stod der på den.
Birgitte gøs og en tåre trillede ned ad hendes kind. Hun gik med rystende ben ind i stuen til den gamle telefon og trykkede nummeret til alarm-centralen. ”det er alarmcentralen hvad kan jeg hjælpe dem med?” Birgitte kunne næsten ikke sige noget men fik så fremstammet hvad der var sket. ”vi sender en vogn med det samme”. Hun var bange. Hvad skulle sedlen dog betyde og hvorfor var det lige hende der skulle finde hende der på gulvet? Hun var rædselsslagen og havde ikke lyst til at være i huset længere.
Hun gik ud på trappen og satte sig ned. Hun stirrede bar tomt ud i luften og tankerne fløj gennem hovedet på hende. Hun klemte hendes læber sammen og nåede lige at få hendes læbepomade op ad lommen da hun begyndte at kunne hører sirenerne. Hun rejste sig hurtigt op og løb ud til vejen. Hun viftede med arme og ben da hun fik øje på ambulancen. Den kørte stærkt hen til huset og redningsmændene fløj nærmest ud af bilen og ind i huset. Kort tid efter kom de ud med fru Johansen på båren.
Der var stadig blod overalt og hendes hoved var dækket til med endnu et hvidt lagen. Birgitte græd og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Kun Fru Johansen havde det godt på dette tidspunkt, hun var fløjet væk fra det hele som hun ønskede og kom nu aldrig mere tilbage.

[Rektor (Angel)]

Novelle nr. 2

Nikki boede som så mange andre tiårige i en lille lejlighed på 31. etage sammen med sine forældre. Lejligheden var ikke forskellig fra de ca. 200 andre lejligheder i den 32. etager høje skyskraber. Den var såmænd heller ikke forskellig fra de andre lejligheder i de flere hundrede skyskrabere, som Nikki hver dag kunne se ud fra køkkenvinduet. Nikki så sig omkring han rakte ud efter sin læbepomade og smurte det på læberne, derefter stilte han sig op og så ud af vinduet sikke et blæsevejr. Nikki’s mor Hanne stod i køkkenet sammen med deres hjemmehjælper og var ved at tilberede aftenens måltid. ”Nikki. Gider du lige at dække bord ?” spurgte hun. Nikki svarede ikke men vandrede ind i den lille stue og hen til et reol. ”Hvad tid kommer far hjem ?” spurgte Nikki og tog nogle tallerkener ned fra reolen, som han stillede på stuebordet. ”Han må være her lige straks. Han skulle lige have en avis på vejen hjem.” svarede Nikki’s mor ude fra Køkkenet. Nikki lagde gaflerne og knivene på plads på de rette pladser og hørte så hans far Harry komme ind af hoveddøren og ind i den lille entré. ”Puha. Det har sørme været en hård dag.”, sagde han. ”Hvad skal vi havde at spise?” Hanne kom ud fra køkkenet og omfavnede Harry og kyssede ham på panden. ”Du ser træt ud. I må have haft en travl dag.” sagde hun. De satte sig alle tre ned omkring bordet, for at spise. ”Ja, vi har skam også haft en travl dag. I morgen er vi nået ud på 2 år! Og du ved også godt, at det er en tradition, at der skal være festligheder for hver hele år, hvorfor lugter dig som om vores skorsten er gået i stykker?” sagde Harry. ”Nå ja, det er også rigtigt. Jeg kan ikke lugte noget” sagde Hanne og Harry grinte derefter kiggede Hanne på Nikki. ”Spis nu din mad.” kommanderede hun. ”Jamen, det smager af …” - Nikki ledte efter det rigtige ord - ”… af pap!”. ”Det er også alt det syntetiske stads de putter i maden nu om dage” sagde Harry. De sad lidt i stilhed og spiste, men så spurgte Nikki om han ikke må gå ned til haven efter at havde spist. ”Jo, det må du godt, men husk at være hjemme inden klokken otte.” Efter spisetid tog Nikki elevatoren ned til haven. Nikki havde altid syntes at haven var det flotteste han nogensinde havde set. Der var store og små blomster mellem hinanden og i alle afskygninger. Farverne blandede sig i hinanden og tit kunne Nikki sidde i flere timer og drømme. Sommetider gik han lange ture eller legede med de andre børn i haven. Da Nikki kom ned til haven, så han at der også var andre børn. Han kunne se Scotti der stod ovre ved et stort træ med ryggen til og var ved at tælle. ”.. otteoghalvfems, nioghalvfems og hundrede! Nu kommer jeg” råbte han, og vendte sig om. Scotti fik øje på Nikki og løb over til ham. ”Vil du ikke være med til gemmeleg?” spurgte han. ”Jo, jo.” svarede Nikki. ”Men du kan først være med i næste omgang.” sagde Scotti og løb ind mellem nogle farvefyldte blomster. I næste omgang løb Nikki ind mellem nogle høje grønne buske for at gemme sig. Lidt senere kom Jonas listende hen ad den lille sti - hen mod hvor Nikki gemte sig. Nikki lagde sig på maven for ikke at blive opdaget og kom derfor til at fjerne noget jord. En lille rist kom til syne og Nikki blev så forbavset, at han lige var ved at blive opdaget af Jonas. Men Jonas opdagede ham ikke og listede forbi Nikki. Da Jonas var væk fik Nikki tid til at undersøge den lille rist. Nikki kikkede ned gennem risten, men han kunne ikke se meget andet end mørke. Han forsøgte med held, at åbne den lille rist og opdagede at hullet faktisk var stort nok til at han kunne kravle ned i mørket. Sikken et fantastisk gemmested tænkte Nikki og kravlede ned i mørket. Jo længere ned han kravlede kunne han mærke en vind omkring sig og ved enden stoppede skakten i en lille tværgang. Nikki kikkede ned ad tværgangen og langt ude kunne han skimte en lille hvid prik. Uden at tænke sig for meget om begyndte Nikki at kravle hen mod prikken. Som han nærmede sig blev gangen større og han kunne gå oprejst. Sommetider stødte en ny gang til og Nikki kunne mærke vinden blæse i håret. Han vidste ikke hvor langt tid han havde gået, men lige pludselig stod han foran en stor hvid rund skærm. En lille boks hang på væggen og der sad to knapper på boksen. Der stod et eller andet under knapperne, men Nikki forstod ikke hvad der var skrevet. Han betænkte sig ikke et øjeblik og trykkede på en af knapperne. Den runde skærm drejede sig om en vandret akse og Nikki kunne kravle gennem den opståede halvcirkel. Af en eller anden grund var Nikki ikke bange - tværtimod. Han var snarere fascineret af at han var nået så langt. Han tænkte ikke på hvad der kunne ske ham. Når hans nysgerrighed nu havde drevet ham så langt, ville han være med til det sidste. Hvad det så end ville ske! Nikki dumpede ned i en hvid gang, der på det nærmeste krøllede sig af sted. Her var fuldstændigt tomt og Nikki besluttede sig for at gå til venstre. Han var næppe drejet omkring et hjørne før gangen endte ud i et stort kugleformet rum. Væggene var gennemsigtige og gennem dem så han tusinder og atter tusinder af små lysprikker. Foruden dem så han forunderlige violette tåger, der susede forbi hans synsfelt. Han var så betaget at dette, at han bare stod og så på dette fantastiske syn. Først nu forstod han det som hans far havde talt om derhjemme ved middagsbordet. Først nu forstod han, at han i virkeligheden ikke befandt sig på en planet kaldet jorden, men på et gigantisk rumskib, som var kommet to lysår nærmere sit mål. Et mål han end aldrig ville få at se!

[Rektor (Angel)]

Novelle nr. 3

TV18

Mørket sneg sig ind på hende, hun var bange da hun hørte fodtrin bag sig.
Hun trykkede tasken ind til sig, det var ikke klogt bare at blive hængende foran computeren oppe på skolen til det blev mørkt, og skolen var aflåst.
Hun havde sneget sig ud af et vindue, og var godt klar over at klokken var over 22.00, men hun ville bare ikke hjem… der var jo ingen der ventede på hende.
Blæsten tog til, og lysene fra gadelygterne blinkede lidt, da blæsten var lidt for hård ved det gamle ustabile træ master, som en lille lampe hang i.
Dette var den gamle ende af byen, den hun hadede mest, her var ingen gemmesteder, men kun stakitter langs hele vejen, og forladte sommerhuse, som folk ville komme tilbage til, til sommer.
Intet ville længere være som det var før, ikke efter denne nat, hvor forbrydelsen fandt sted…
intet!

Godmorgen… jeg hedder Lena Knudsen og er nu på gerningsstedet hvor den kun 12-årige Mianna Svendsen blev myrdet i går aftes.
Vi har endnu ikke fundet flere spor i sagen… kun hendes pariser hat, læbepomade og skoletaske er indtil videre blevet fundet, alle tingene var indsvøbt i Mianna´s blod og blev fundet smidt på Ansabølvej i Gynstarup.
Morderen er stadig på fri fod, og Politiet alarmere alle i Gynstarup om at være ekstra opmærksomme, da morderen kan være yderst farlig.
Slut fra tv18 direkte.

”stakkels pige” Sagde Lena efter optagelserne til sin assistent Olsen, som netop havde stået og filmet hende.
”jeg er altså ikke helt tryg ved situationen… skal dette virkelig ud i medierne? Jeg mener… hvis nu den skyldige vil komme efter os for at vise det i tv?”
Sagde Olsen nervøst, da de var på vej tilbage til tv18 bilen, men Lena svarede bare stresset: ”Selvfølgelig dit fjols! Det er bare dig der er pibet! Det er vores store chance! Vi kan blive kendte hvis vi selv opklare mysteriet!”- ”..men… hvad nu hvis de andre tv-folk hugger emnet fra os?” spurte Olsen igen nervøst.
”bare rolig… det har jeg sørget for at de ikke gør! Vi vil altid være de første”
Lena gik ind i bilen med et skummelt smil på læben, døren blev lukket og Olsen stod som efterladt tilbage på parkeringspladsen.
Han måtte også hellere se at komme af sted, da han var frivillig hjemmehjælper for 2 gamle damer der begge boede i lejlighed, og skulle ud og få noget frisk luft engang imellem.
På et af Olsens besøg hos de gamle damer, syntes han på turen at han så noget luske rundt på tagene, noget stort, skramlende og mørkt, som var for stor til at være en kat… det kryb om bag en osende skorsten, det lignede lidt en kvinde silhuet med håret sat op i en pæn hestehale.
Olsen tænkte sig om… han kendte kun én kvinde der satte håret op på denne måde, og det var Lena.
Olsen fulgte de to gamle damer hjem, han havde på fornemmelsen, at det ikke var klogt at have dem til at gå her, men han nåede aldrig så langt…

…den næste dag i avisen stod der:
Morderen har igen slået til!
En mand ved navn Oma Olsen og 2 gamle kvinder, Ella Mortensen og Nanna Hansen blev natten til i dag myrdet på Guldhøjsvej i Gynstarup.
Politiet leder stadig efter evt. spor og vidner, da man kun fandt navnet Lena skrevet med blod på en flise.

[Rektor (Angel)]

Novelle nr. 4

[/center]

Tidens skygger

Mei ramlede ind i væggen med et brag, de tynde metal plader raslede ved sammenstødet, men gav sig ikke. Det næste slag sendte Mei i gulvet, hun nåede kun lige at tage af med den ene skulder, men kunne ikke holde sig selv oprejst meget mere. Hendes syn sejlede og hun havde svært ved at fokusere på de to vagter, der havde fundet hende….eller var der tre. Mere tid fik hun ikke til at tænke over sagerne før hun fik den ene af vagternes støvle i ansigtet, Mei trillede om på ryggen med et enkelt støn, inden hun trak sig samme in smerte, da den anden støvle hamrede ind i hendes ribben. Hvorfor….Hvordan…hvad var det der var gået forud for dette…og hvor var Lyn? Lyn…Lyn, ”Lyn” mumlede Mei ud mellem sine hævede læber. Mei, krængede sammen endnu engang og spyttede en stor mængde blod ud på gulvet. Hvordan var det kommet til dette? Hun var officer! Hun havde mere rang end disse tåber, de burde følge hendes ordre, hvorfor? Hvorfor….

* * *
To timer forinden

Mei traskede ned af den mudrede gade med hurtige skridt, hun havde travlt, ikke fordi at situationen var ved at komme ud af kontrol, men fordi Lyn havde sagt at Mei skulle skynde sig, hvilet var lidt af en sjældenhed, Lyn var normalt en ret velovervejet lillesøster der ikke havde travlt med noget som helst. Mei stoppede da blæsten fejdede en avis ned fra en skorsten, og viklede den fast om hendes ene støvle. Mei flåede avisen af sin støvle og fik kun en lille smule mudder på sin blå uniform. Mei gloede arrigt på avisen, og fæstnede sig kun ved forsiden. ”Hjemmehjælper, myrder gammel rigmand” Mei fnøs. Det blev værre og værre, antallet af folk der valgte at udtrykke deres utilfredshed med styret gennem vold og lignende havde været stigende de sidste to år. Mei rystede på hovedet og forsatte, hvis hun skulle nå op til paladset inden solnedgang skulle hun finde en bus…og i en hvis fart.

Mei skubbede sig op gennem bussen. Hun kunne mærke og se hvordan folk kun lige gjorde modstand indtil at de fik øje på hendes uniform, det var jo ikke det hun ville. Mei var ikke blevet sikkerheds officer for at skræmme folk og undertrykke, men for at holde befolkningen og Lyn sikker. Mei satte sig ned ved siden af en gammel dame i den overfyldte bus ”God eftermidag” Sagde Mei næsen automatisk da hun satte sig, den gamle stirrede på Mei som var hun faldt ned fra månen og rettede derefter sin opmærksomhed mod det modeblad hun sad og læste i. Mei sukkede og stirrede i stedet ud på det landskab de kørte forbi. Det var gråt, men sådan var det ofte i efterårsmånederne, dog blev det heller ikke bedre af at vinden lå i vest, dette betød at al smoggen fra industrikvarteret, lå ind over byen. Mei rystede på hovedet, hun kunne egentlig godt forstå at der var fint slag i de farverige rejser…tag f. eks. Bare reklamerne ved vejen….der var mindst tre af dem der lovede solskin og palmer, dog var der også et enkelt skilt fra regerings kontoret med teksten ”Blæsevejr er læsevejr” Mei trak på smile båndet, undervisningensministeriet havde nok den mindst opfindsomme PR afdeling…men de insisterede på ikke at få den udskiftet, deres valg.

Mei steg af bussen og nærmede sig paladset af køkken indgangen, sådan som hun havde aftalt med Lyn. På trods af regnen var Meis glæde ikke til at skjule da hun fik øje på Lyn, lille sorthårede Lyn, der altid havde et smil på læberne, hun stod lige udenfor køkkenet, akkurat i læ af muren og var ved tage noget læbepomade på. Mei omfavnede glad sin lillesøster, ”nå….hvad drejer det her sig så om?” Spurgte hun så alvorligt og så ned på Lyn, der svarede ”Vi skal på date!” med et gavtyvagtigt smil ”Ava! Skal vi!?” udbrød, Mei og gik et skridt bagud ”Det…nej! Hør det er altså ikke lovligt det her!” fik hun taget sig sammen til at sige, dog stod Lyn bare der og grinte ”nej, dit fjolle hoved, ikke os to, mere dig og Jack…jeg er bare med for at sikre mig du ikke skræmmer ham alt for meget” Mei åndede lettet op, hun troede lige et øjeblik at Lyn faktisk havde ment det, ikke at hun ikke holdte af sin søster…men det var slet ikke på den måde. ”Hvem er Jack?” spurgte Mei så, hun brød sig ikke helt om når Lyn, havde lagt en eller anden plan hun ikke kendte til. Lyn gjorde et kast med hoved og hev et makeupspejl op fra sin skulder taske, dette kastede hun over til Mei, der greb det, men så heller ikke gjorde mere ”Kan du huske Mike?” spurgte Lyn så imens hun stod og satte håret op med et par elastikker. Mei kastede spejlet op i luften og greb det igen, hvem kunne ikke huske Mike. Lyn havde ikke talt om andet end den biker de sidste to uger! ”Ja…ham husker jeg” brummede Mei som svar. Lyn sukkede og så på sin ældre søster ”Hør! Jeg er altså næsten tyve, skulle du ikke stoppe med at være min mor? Og se at få dig peppet op til din date?” Kom det bebrejdende fra Lyn. Mei rullede med øjnene, og rettede på det korte slips der fulgte med uniformen ”Dette er nok det fineste tøj jeg har” sagde hun tvært og bankede det værste mudder af, mod vægen. Lyn sukkede ”ja men også det kedeligste…anyway…han burde være her snart” og ganske rigtigt der gik ikke meget mere end et minut eller to inde at døren blev åbnet af en charmerende fyr i starten af trediverne. Jack sendte de to søster et stort smil og sagde så ”Du må være Mei, jeg Jack” med en blød basstemme og lod sine brune øjne hvile ved Mei. Som øjeblikkelig blev helt stiv stod ret og svarede ”J…Ja” hvorefter hun så ned i jorden. Lyn kunne ikke lade være med at grine, Mei havde aldrig været god til det med fyre.

* * *

Mei kunne svagt høre de to vagter tale til hinanden, de overvejede et eller andet. Mei stønnede svagt og anstrengte sig for at prøve at høre hvad det var de stod og snakkede om… det var noget med en undskyldning, noget med at de to piger havde gjort modstand og det ”…desværre var endt med at de to fanger var døde, men først…” Mei kunne ikke høre hvad det var de først ville gøre, fordi forslaget blev druknet i en kluklatter fra makkeren, og hvem var den anden pige her var jo ikke andre…Lyn!? Mei slog brat øjnene op og fik øje på en verden der vendte forkert, ligeledes var det hele også en smule forvrænget og hendes hoved dunkede som om nogen havde trampet på det, hvilket ikke var helt ved siden af. Mei nåede lige akkurat at se Lyn blive slæbt ind på et lille side kontor til gangen, inden at døren med det frostede glas lukkedes bag vagten. Mei rullede om på maven med en lav stønnen, hvad havde de tænkt sig at gære med Lyn…kort efter kom svaret, inde fra kontoret kunne der høres en del larmen og hylen, hvorefter at en sort kontur af Lyn, blev hamret op mod ruden. Med et dunk der kunne høres helt ude på gangen. Da Lyn blev løftet op i hofte højde og hendes ene lår tvunget ud til siden, kunne Mei ikke holde ud det mere, hun kneb øjnene sammen og drejede ansigtet ned af i en lille pøl af hendes eget blod. En enkelt tåre trillede ned af Meis kind, men hun rørte sig ikke hun kunne ligeså godt havde været død, som den elendige forræder hun var, hun havde svigtet sin søster i det øjeblik Lyn havde haft mest brug for hende.

Mei havde ingen fornemmelse for, hvor længe hun havde ligget på det kolde gulv i gangen, ligeledes havde hun heller ingen anelse om hvor mange folk der havde været inde og voldtage hendes lille søster…lille, uskyldige, munter Lyn. Hvorfor var hun ikke død? Hvorfor var Mei stadig her? Kunne de ikke bare trampe hendes kranie i stykker, hvorfor skulle hun gennemleve dette!?. Meis tanker blev afbrudt da der kom et voldsomt skrald inde fra kontoret, og en skikkelse blev slynget mod glasset, ruden holdt. Skikkelsen tumlede ned til siden og efterladte et mørkt, rødt spor på ruden. Meis verden svandt med et ind til en lille prik, en lille lysende prik. Alt andet var rent mørke, men prikken voksede langsomt større og større indtil at den fyldte hele Meis synsfelt. ”Lyn…”Mumlede Mei fortabt og mærkede hvorledes varmen bredte sig ud fra den lille mørkerøde sjælesten hun havde omme på rygraden, stenen hun ellers aldrig havde lært at mester. Den lyende prik forsvandt fra Meis blik og hun fik øje på den ene vagt der stod i dør åbningen og råbte ind i kontoret, hvad han råbte gik Meis hoved forbi hun havde kun øje for en ting. Mei rejste sig langsomt op, ikke fordi det gjorde ondt længere men fordi hendes krop var så medtaget. Vagten i døråbningen snurrede rundt og fik øje på Mei ”ohh…cra…” mere nåede han ikke at sige inde at Mei havde kastet sig ind i ham, og væltet ham om på jorden. Mei greb fat om vagtens hoved med begge hænder og hamrede det ned i gulvet af al kræft. Der lød et højt smæld da vagtens hjelm flækkede. Mei stirrede forbløffet på vagten der så op på hende med skrækken lysende ud af øjnene ”Nat nat, fuckhoved…” Mumlede Mei, hvorefter hun hævede hans hoved igen og knuste det mod gulvet. længere ned af gangen kunne der høres støvle tramp ”Rød kode, Rød kode i sektor C2, jeg gentager Rødkode, vi har en Aweaken” skrattede det i højtaler anlægget.