|
|
Post by Kira Angel on Jun 5, 2008 18:24:03 GMT 1
Hun hævede kort det ene bryn, ven vendte så opmærksomheden imod scenen og konstaterede roligt og måske endda lidt forvirret "jeg forstår altså ikke helt hvorfor du ikke vil snakke?" hun lød næsten helt tris og bekymret. Hun forstod det bare ikke, hvad kunne han have oplevet siden han ikke gad snakke?
Hun kiggede kort på ham, vurderende og spørgende. Hun ville gerne vide det, så derfor håbede hun virkelig han gad fortælle hende det..
|
|
|
|
Post by Arrai Tsumo on Jun 10, 2008 7:25:48 GMT 1
Arrai rykkede på skuldrene... det lå altsammen i hans fortid. Hans sind var meget sky. Slvræven var sky og forsigtig, holdte sig helst helt væk fra andre skabninger, men han var kommet sig godt over det... Han sad jo næsten klods op af Kira nu... ikke? ...Så blev han kendt som den stille dreng... senere drengen der ikke talte... og nu var han altså stum? Han havde det fint med at lade folk leve i troen. Selv havde han det bedst sådan, at han ikke behøvede at forklare alting. Desuden havde han i forvejen været en stille og genert dreng, så kom han hen på laberatoriet, hvor det var bedst ikke at sige noget, for så var man flabet og ville sikkert ende som et forsøg, et monster i evig lidelse og smerte. Da han var 8 år gammel var det nok ikke lige dét han bestræbede sig på... så muterede de ham, lavede forsøg på ham. Han blev sølvræv... Et meget sky dyr, der helst går for sig selv og sjælden giver lyd fra sig.
Jo.. det var Arrai. Han havde ikke nogen grund til ikke at snakke. Det faldte ham bare ikke passende at tale... det hørte ham ikke til...
Han havde været vant til det andet, at lytte, nikke eller ryste på hovedet.
|
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 10, 2008 13:05:11 GMT 1
Kira kiggede blot roligt på ham, han kom ikke med svar og hun kunne intet gøre imod det.
Hun vendte stumt sig imod scenen igen og sukkede kort. Hun holdte af ham som ven, men det gjorde hende forvirret at han ikke ville snakke. Hun smilte roligt frem for sig og sagde så sagte "jeg forstår det desværre ikke min ven, men jeg vil lade det ligge hvis du ønsker!.." hun forblev tavs lidt og fortsatte så med at snakke, men denne gang mere hørbart "..hvordan går det så ellers med dine evner, er du blevet gode til dem?" hu vendte nu igen nysgerrigt ansigtet imod ham.
Hun havde med vilje spurgte ham om et ja/nej spørgsmål, for så behøvede han ikke til at forklare med fagter og mimik..
|
|
|
|
Post by Arrai Tsumo on Jun 11, 2008 6:08:17 GMT 1
Arrai nikkede. Havde han ikke altid været god til det? Han hadede sine evner og brugte dem ikke særlig ofte. Han var genert og hadede at afsløre sig selv på nogen måde. Dette var hans tilflugtssted til n tingene blev for meget i rockerborgen, eller når han blev alt for sulten. Han trænede tit fysisk styrke, men aldrig sine evner som sølvræv. De var der bare.
|
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 11, 2008 8:02:52 GMT 1
Der kom intet svar, hu sukkede kort og vendte igen blikket imod scenen. Den var stor, havde de klassiske gardiner og gulvet af træ. Alt var der, hun havde for længe side været omme bag og kigge og ja alt var der.
Hun smilte roligt frem for sig, nikkede kort og kiggede så igen nysgerrigt på ham. Hvad lavede han egentligt her? Hun var nysgerrig, men han ville sikkert ikke svare hvis hun spurgte..
|
|
|
|
Post by Arrai Tsumo on Jun 11, 2008 10:03:15 GMT 1
Arrai fulgte hendes blik op på scenen og tilbage igen. Lagde hovedet lidt på skrå... Studerede hende lidt. Han havde aldrig kigget ordenlig på hende, så han gav hende et elevatorblik og kiggede så mod scenen igen. Han satte sig til rette i stolen med sin lange krop. Der var ikke rigtig plads til has giraf ben, så han svingede den ene over sædet foran sig.
|
|
|
|
Post by Kira Angel on Jun 11, 2008 10:32:41 GMT 1
Kira smilte roligt da hun bemærkede elevator-blikket, men hun kommenterede det ikke. Hun vendte igen blikket imod scenen, lagde pludselig mærke til sin halskæde om halsen. Den var let, men varmede mildt imod hendes hals. Det var en gave fra William, den havde en lille flamme og kunne lyse i mærke. Hun smilte roligt ved tanken om William. Men blev så igen hurtigt mere alvorlig, hun kom til at tænke på Nightmare også nu. Hun havde tænkt på ham imens hun havde kysset William, det havde været forfærdeligt, især fordi at hend eog William lod til at kunne dele hinandens tanker for tiden.
Hun lod blikket dale, men vendte det så hurtigt imod scenen igen og smilte fraværende frem for sig..
|
|
|
|
Post by Arrai Tsumo on Aug 12, 2008 21:35:08 GMT 1
Arrai blev siddende lidt.. så toghan benet ned, rejste sig og stak hænderne i lommerne. Han vendte ryggen til og gik igen... uden et ord... han kom lige i tanker om noget han nok hellere måtte få gjort.
\\out
|
|
