Running nightmare.

[Arrai Tsumo]

Det var ikke fordi nogen her på skolen frygtede Arrai... Det var ikke fordi han elskede mørke, men fordi han så sig om. Arrai var alene i den mørke teatersal... Eller... i hvertfald indtil videre. Der var kun lys på scenen. Alt andet var mørkt. Han sad selv i en af stolene tværs forskudt for midten i fjerde række. Han sad i en stilling som han havde været et hel kvater om at indrette. Der sad han bare og kiggede, lod somom han så et teaterstykke. Han var dybt facineret af det i forvejen, men kunne ikke selv være med. Han kunne aldrig være med... Han var stum... Han havde tit drømt om en hovedrolle og at stå på en sådan scene...men han var for genert... han ville ikke kunne udleve denne drøm. Derfor blev han ved med at dagdrømme om at stå der.

[Kira Angel]

Kira trådte ind af døren, blev næsten overvældet af al den mørke der her herskede, men hun gjorde intet ved det. Hun kunne godt trænge til lidt mørke og ro.
Hun støttede sig lidt op af dørkarmen, lagde sine hænder over kors og vendte ansigtet imod gulvet. Hun sukkede tungt, hvad skulle hun dog gøre? Hun stillede sig ordentligt op, smilte lidt opmuntrende til sig selv og bevægede sig så ned af gangen imellem stolene.
Hun havde slet ikke bemærket Arrai og fortsatte derfor blot roligt hen til anden række, satte sig ind på ca. 4 stol og hev så benene op under hagen. Hun sukkede igen, der var vidst ikke noget at gøre. Hun måtte finde ud af hvad hun virkelig selv ønskede og så få en ende på en af problemerne. Alt andet ville ikke være fear..

[Arrai Tsumo]

Arrai vågnede lidt op, da nogen forstyrrede freden. Han fulgte Kira med blikket. Efter hans mening virkede hun bedrøvet. Han ventede lidt og så hvad hun havde gang i, men da der ikke skete noget yderligere, sukkede han bare og kiggede tilbage på scenen. Hun måtte skam godt være der... det var ikke det, men han kunne ikke dagdrømme når der var andre.
Han rejste sig.
Han lagde hænderne i lommerne og gik roligt hen til Kira, satte sig ved hendes side. Hun lignede en der godt kunne bruge lidt trøst.

[Kira Angel]

Kira hørte ham rejse sig, men var helt begravet i sine egne tanker, så hun så ham først rigtigt da han satte sig hen ved siden af sig.
Hun smilte kort, vendte blikket imod ham og sagde med venlig stemme "hey, går det godt?" hun vidste han ikke kunne snakke, men hendes spørgsmål var korte og krævede kun ja/nej svar.
Hun satte sig til rette i stolen, tog benene ned pog smilte venligt til ham. Hun var klædt i en hattetrøje, en kort top neden under og et par løse bukser. Hun havde ikke villet gøre så meget ud af sig selv lige denne dag. For tankerne havde været for store, til at hun kunne koncentrere sig nok..

[Arrai Tsumo]

Arrai rykkede på skuldrene og så så op på scenen endnu engang. Han havde ikke fulgt så meget med i tingene på det seneste... anede ikke engang noget om hvor hans kære Mirage var blevet af... han gik og savnede hende, men hun undgik ham efter det år han havde været væk? Hun var selv ude om det... Han var ikke klar til at være far. Hun vidste det. Han ville ikke have noget at gøre med barnet. Det var da meget sjovt at lave men... hun sagde selv at de skulle forsætte?
Arrai var klædt en mørkegrå trøje og et basorte cowboy bukser, der var mindre slidte. sådan så han tit ud... kedelig grå og sort tøjsmag.

[Kira Angel]

Hun fulgte kort hans blik op imod scenen, smilte roligt og vendte så igen blikket imod ham og spurgte dertil "jeg er utrolig nysgerrig og gad godt vide hvorfor du sidder herinde! Men det kan du vidst ikke fortælle mig, ve?" hun sukkede kort, hun var bare slet ikke i sit rette element her. For hu var altid nysgerrig, altid rundt og snuse til ting og sager og kunne slet ikke holde ud at han ikke kunne snakke. Men hvordan måtte han ikke selv have det? Hun kiggede vurderende på ham og spurgte så endnu engang "er det egentligt ikke irriterende ikke at kunne snakke? jeg tror at jeg ville blive sindssyg, hvis jeg ikke kunne sige noget" hun smilte muntert, var tydeligt overbevist om at det ville hun blive og afventede så hans eventuelle svar..

[Arrai Tsumo]

Arrai lyttede først til hendes første spørgsmål og rykkede blot på skuldrene. Han vidste godt hvad han lave herinde, men det var for besværligt at forklare uden at det ville ende i en omgang gæt og grimasser. Da hun så spurte det andet, rystede han på hovedet. Han var vokset op med at det var bedst ikke at sige noget. At man skulle holde sin kæft og lystre, ellers blev det værst for en selv. Sådan var det, før han kom til rockerborgen og før han endte her.
Han kunne godt tale, men var for genert, for nervøs. Han frygtede meget at blive slået ned på at tale. Tale er sølv, tavshed er guld.

[Kira Angel]

Hun kiggede halvt uforstående på ham da han tilsyneladende ikke havde noget imod ikke at kunne tale, for det var noget som lå helt uden for hendes opfattelsesevne. Hvorfor ville han ikke tale? Hun elskede at tale, elskede at få stillet sin nysgerrighed og kunne ganske enkelt bare ikke få stoppet, når hun først var begyndt og så sad han her og ikke havde noget imod det.
Hun hævede spørgende det ene bryn og spurgte så uden at tænke sig om "men hvorfor? Det er da dejligt at snakke og blive snakket til!" hun troede ikke at han kunne tale, men havde været forvirret nok, til slet ikke at tænke over det før hun havde spurgt. Hun kiggede nu bare nysgerrigt på ham, ville have det at vide, o det så skulle kræve at hun ruskede det ud a ham. For hun var nu blevet nysgerrig og der var intet at gøre for at få hende på andre tanker. Eller i hvert fald snart ikke..

[Arrai Tsumo]

"...jeg hader at snakke..." kom det så pludseligt fra den stumme dreng. Hans stemme var lav og dyb. Den var slet ikke hvad man ville have forstillet sig. Det genlød næsten i hele teatersalen. Det var så sjælden han åbnede munden og rent faktisk sagde noget.Hans stemme var så fin og ubrugt.

[Kira Angel]

Kira kunne have væltet af stolen af bare forbavselse, hun kiggede måbende på ham. Havde han lige sagt noget, eller spilede hendes hjerne hende et pus?
Hun kiggede uforstående på ham og sagde så nærmest stammende af forskrækkelse du.. du talte lige...ik? hun var slet ikke sikker på om hun havde hørt rigtigt eller om det hele og havde været ønske tænkning.
Så hun afventede først hans svar, hvis den kom og ville så derefter få stillet sin anden nysgerrighed. Hvorfor han hadede at snakke..

[Arrai Tsumo]

Arrai nikkede lidt. Nu når de var helt alene, kunne han godt tale... desuden havde han kendt Kira i lidt over et år nu, og stolede efterhånden lidt på hende. Nok til at vide at hun ikke sagde noget videre. Den mørke sal og stilheden gjorde ham tryg. Han var sikker på at ingen andre havde hørt ham tale. Hvis nu de kunne lydspore hans stemme? Arrai var altid bange for at blive forfulgt. Han var meget påpasselig med ikke at efterlade sig spor.

[Kira Angel]

Kira kiggede stadigvæk halvt paf på ham, for nu havde de kendt hinanden så længe og.. han havde slet ikke sagt noget.
Hun smilte kort, en anelse forvirre og spurgte så nærmest udbrydende og opbrusende men.. jeg.. hvorfor siger du så ikke noget? Jeg er forvirret! hun sank ned i stolen, åndede roligt ud og kiggede så uforstående op på ham. Det var da det mest forvirrende hun endnu havde oplevet denne dag. En der kunne tale, imens hun ikke troede at han kunne. Men at han bare ikke gad. Uhh det var virkelig forvirrende. Hun kiggede undrende op på ham og kunne slet ikke selv komme på bare én grund til at han ikke bare snakkede som alle andre..

[Arrai Tsumo]

Arrai rykkede på skuldrene... hun ahvde allerede fået svar på det spørgsmål... Det var meningen man skulle overveje det grundigt, når han sagde noget... Han havde lige sagt at han hadede at tale... Hørte hun slet ikke efter? Kom det virkelig som et sådant stort chok for hende? Han så ned... ønskede at han ikke havde sagt noget.... der var ingen grund for ham til at åbne munden og tale, for han ville alligevel blive overhørt af de tusin andre stemmer... selv i en tom, stillestående sal som denne.

[Kira Angel]

Hun rynkede brynene, da han intet sagde igen. Så han kunne tale, men ville det ikke. Det var da ikke helt, hvad hun havde forventet at nogen ville kunne finde på.
Men sådan var det vel og hu kunne formentligt ikke overtale ham til at gøre andet. Hun sukkede kort, smilte så venligt til ham og konstaterede kort lige så meget til sig selv, som til ham "så du hader altså at snakke! Du er nu noget for dig selv, men det er jo også det jeg kan lide ved dig! Du er ikke som alle andre!" det sidste sagde hun henvendt til ham, smilte venligt og viste at hun helt klart havde ment det som en kompliment..

[Arrai Tsumo]

Arrai så på Kira uden at fortrække en mine. Han svarede ikke på hendes kompliment. Havde faktisk ikke forventet at sådan noget ville komme fra hende og da slet ikke på et sådant tidspunkt.

((undskyld... det blev lidt kort, men jeg havde ikke meget tid ^^))